Verdenskendt 80’er-band nyfortolker album

Erasure, der optræder i Royal Arena i starten af foråret, har givet pladen "World Be Gone" et twist.

Erasure optræder i Royal Arena i København til foråret. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Erasure, som står bag hits som “Sometimes“, “A Little Respect” og “Love to Hate You“, har udgivet 17 studiealbum.

Nu får den seneste plade, “World Be Gone”, som udkom i 2017, et musikalsk twist gennem en nyfortolkning af musikere fra Echo Collective – et postklassisk orkester, der bruger den klassiske musik til blandt andet nyfortolkninger.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Giver koncert i København

Den fortolkede plade har fået titlen “World Beyond” og udkommer 9. marts – samme dag, som den britiske popduo optræder i Royal Arena i Ørestad i København.

Erasure består af sanger og sangskriver Andy Bell og sangskriver og keyboardspiller Vince Clarke.

Inden Andy Bell og Vince Clarke dannede duoen tilbage i 1985, var Vince Clarke fem år forinden med til at starte det verdensberømte band Depeche Mode.

Sammen med Andy Bell har han lavet 17. studiealbum i Erasures navn.

Bandet optrådte senest i Danmark i august 2017, da det varmede op for Robbie Williams inden sangerens koncert i Parken i København.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS