Verdenskendt latinosanger forlover sig med yngre flamme

Ricky Martin har fundet kærligheden og skal giftes med kunstneren Jwan Yosef.

Offentliggjort Sidst opdateret

De varmblodige sydlandske temperaturer steg, da Ricky Martin tog sin nye fyr i hånden i april og de to offentligt stod frem som par for første gang på den røde løber til amfAR Inspiration Gala i den brasilianske storby São Paulo.

Nu har forårsforelskelsen udviklet sig til en forlovelse, for latinosangeren skal nemlig giftes med den syriskfødte kunstner Jwan Yosef, der er opvokset i Sverige.

Hujende publikum

Det afslørede den celebre, vordende brudgom i onsdagens udgave af talkshowet “Ellen DeGeneres” foran et hujende publikum, skriver USA Today.

– Jeg var virkelig nervøs. Jeg gik ned på et knæ og tog æsken op. I stedet for at spørge om han ville gifte sig med mig, sagde jeg, at jeg havde noget til ham. Det var virkelig kikset, fortalte Martin, som fik rettet op på den kluntede formulering.

– Så sagde jeg, at jeg ville tilbringe resten af mit liv med ham. Så spurgte Jwan: “hvad er spørgsmålet?”. Og så spurgte jeg, om han ville gifte sig med mig.

– Det var meget smukt, men en halv time senere spurgte jeg ham alligevel, om han virkelig sagde ja.

Det gjorde Yosef heldigvis.

Fortalte hvordan han scorede

Samtidig røbede 44-årige Ricky Martin også, hvordan han scorede sin 12 år yngre kæreste.

– Jeg så hans kunst og blev helt vild, fordi jeg virkelig elsker, hvad han laver. Det er meget originalt. Og så kontaktede jeg ham.

– Jeg vidste ikke, hvordan han så ud, men så så jeg ham… Og nu er vi forlovet, jublede den Grammy-nominerede “Livin’ La Vida Loca”-stjerne i talkshowet.

Caribiske Ricky Martin kommer oprindeligt fra Puerto Rico og er født med det borgerlige navn Enrique Martín Morales. Han er far til tvillingedrengene Matteo og Valentino, som blev født af en surrogatmor i 2008.

Se det forelskede nyforlovede par her:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS