Verdenskendt tv-vært skal være far for tredje gang
James Cordens kone, Julia Carey, venter parrets tredje barn. De er allerede forældre til Max og Carey.
Tredje gang er atter lykkens gang for den celebre spasmager James Corden.
Den 38-årige tv-stjerne, der er vært på “The Late Late Show with James Corden”, skal nemlig være far for tredje gang.
Det bekræfter James Cordens repræsentant ganske kortfattet over for Mirror Online.
Mediet tilføjer, at den lille ny forventes at komme til verden til december.
Snart far til tre
Den emmyvindende brite har allerede sønnen Max på seks år og datteren Carey på to år med sin kone, Julia Carey, som han har været gift med siden september 2012.
Parret mødte hinanden gennem Mamma Mia!-skuespilleren Dominic Cooper i 2010, og det var kærlighed ved første blik, fortalte James Corden til Rolling Stone i 2016.
– Vi satte os ned sammen en aften og blev forelskede, sagde han til magasinet sidste år.
I 2011 blev James Corden far for første gang og fortalte efterfølgende til The Sun, hvordan det havde vendt op og ned på hans liv.
– Jeg elsker hvert eneste minut af det. Der er ingen andre, der kan vække mig klokken 5 om morgenen og blive tilgivet af et smil. Max og Julia får alt til at give mening. Det er fantastisk, sagde han til mediet i september 2011.
Foruden sin forrygende tv-karriere skal James Corden, der blandt andet er kendt for den uhyre populære gimmick “Carpool Karaoke”, være vært ved grammyuddelingen i 2018.
/ritzau/FOKUS