Verdensmester dræbt på natklub

Den mangedobbelte verdensmester i jiu-jitsu Leandro Lo er blevet dræbt af skud på natklub i São Paolo.

Udgivet Opdateret

Den brasilianske kampsportslegende Leandro Lo blev søndag skudt og dræbt under en koncert på en klub i storbyen São Paulo.

En 30-årig politibetjent, der ikke var i tjeneste, er ifølge lokale medier anholdt og mistænkt for drabet. Betjenten meldte sig selv til politiet.

Den 33-årige Leandro Lo vandt otte gange VM i jiu-jitsu i fem forskellige vægtklasser fra 2012 til 2022.

Til koncert

Leandro Lo var natten til søndag ude med venner til en koncert på Clube Siria i São Paulo, da en mand kom hen til deres bord og begyndte at true selskabet med en flaske.

Det oplyser Iva Siqueira Junior, der er advokat for den afdødes familie.

Leandro Lo væltede manden omkuld og holdt ham nede for at forhindre en slåskamp. Derefter blev begge mænd hjulpet på benene, og flere gæster opfordrede den aggressive mand til at falde ned og forlade stedet.

- I samme øjeblik vendte manden sig angiveligt om, tog en pistol frem og skød Leandro i hovedet, siger advokaten.

Leonardo Lo blev skudt på en natklub under en koncert - han blev erklæret hjernedød da han ankom til sygehuset.
Leonardo Lo blev skudt på en natklub under en koncert - han blev erklæret hjernedød da han ankom til sygehuset.

Erklæret hjernedød

Jiu-jitsu-kæmperen blev bragt til et hospital, hvor han ifølge advokaten blev erklæret for hjernedød.

Den formodede gerningsmand er indtil videre varetægtsfængslet i 30 dage, mens efterforskningen pågår, skriver avisen Folha de São Paulo.

På sociale medier vælter det ind med kondolencer til den afdøde fra tilhængere af jiu-jitsu. Fansitet BJJ Heroes betegner Leandro Lo, som "en af de bedste udøvere pund for pund, der nogensinde har prydet en måtte".

Powered by Labrador CMS