Verdensstjerne runder et par skarpe hjørner
Helmut Lotti kan her i 2019 fejre både 30 års jubilæum som professionel kunstner og rund fødselsdag.
For verdensstjernen Helmut Lotti byder 2019 på to store mærkedage. Til sommer er det 30 år siden, han debuterede på scenen som professionel og tirsdag den 22. oktober fylder han 50 år.
Den belgiske stjerne-tenor kan se tilbage på en fremragende karriere, hvor han har optrådt på de allerstørste scener på kloden. Avery Fisher Hall i New York, Koncerthuset i Wien, L’Olympia i Paris og Lyric Theatre i Sydney for blot at nævne nogle af dem. Han har desuden sunget sammen med kunstnere som Sarah Brightman, Andrea Bocelli, Eros Ramazotti, Placido Domingo og såmænd også Sir Cliff Richard, der alle hører til branchens allerstørste navne. Og så har han gennem årene solgt mere end 13 millioner albums.
Lige hvordan de to begivenheder vil blive markeret, ligger lidt hen i det uvisse.
Helmut Lotti har netop gennemført en turné med 36 koncerter på blot 42 dage sammen med The Golden Symphonic Orchestra, der består af 22 fantastiske musikere. Den startede i hjemlandet Belgien og bragte ham desuden til Tyskland samt Østrig, og blev afsluttet med fire optrædender her i Danmark. Blandt andet i MAGION i den jyske by Grindsted, hvor kendte.dk havde fornøjelsen af at tale med ham, og for at spørge ind til de officielle jubilæums- og fødselsdagsplaner.
– Vi har talt om eventuelt at udgive et nyt album. Måske med en række allerede kendte numre. Men det er ikke noget, der er endelig besluttet. Den salgs overlader jeg trygt til min manager – det er jo sådan noget, jeg betaler ham for, sagde en munter og iøvrigt toptunet Helmut Lotti til kendte.dk.
Men det skete nu med en attitude, der mere end antydede, at han nu nok ved mere, end han vil ud med lige nu. Og mon ikke hans millioner af fans bliver klogere på planerne indenfor rimelig overskuelig tid.