Verdensstjernen Ed Sheeran giver dansk sommerkoncert

Den britiske musiker Ed Sheeran lægger vejen forbi Odense næste år, hvor han spiller i Tusindårsskoven.

Verdensstjernen Ed Sheeran kommer til Danmark. (Foto: LUCAS JACKSON/Ritzau Scanpix)
Verdensstjernen Ed Sheeran kommer til Danmark. (Foto: LUCAS JACKSON/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 27-årige singer-songwriter Ed Sheeran lægger igen vejen forbi dansk jord, når han til juli 2019 giver koncert i Tusindårsskoven i Odense.

Det annoncerer Down The Drain Production i en pressemeddelelse.

Den britiske sanger, der står bag numre som “Castle on the Hill” og “Happier”, optræder i Odense søndag den 28. juli 2019, og koncerten på Fyn bliver efter planen hans største koncert i Danmark til dato.

Med plads til 43.000 publikummer bliver koncerten samtidig den største enkeltstående koncert nogensinde i Tusindårsskoven, fremgår det af pressemeddelelsen.

Koncerten bliver en del af Ed Sheerans Divide-turné, som også tager ham forbi lande som Frankrig, Rumænien, Portugal, Spanien, Rusland, Island og Østrig.

Ed Sheeran modtog sidste år en MBE (Most Excellent Order of the British Empire, red.) af den britiske monark, dronning Elizabeth, for sit arbejde med musik og velgørenhed.

Han har desuden vundet fire grammy-statuetter, heriblandt for årets bedste sang i 2016 for nummeret “Thinking Out Loud”.

Ed Sheeran har flere gange tidligere givet koncert i Danmark. Han har blandt andet optrådt i Jyske Bank Boxen i Herning, Lille Vega i København, Forum i København og til finalen i det danske “X Factor” i DR Byen sidste år.

Powered by Labrador CMS