Verdensstjernen Sting kommer til Jylland

Holstebro er en af byerne på Stings europaturné næste år. Fans kan forvente at høre hans mest kendte sange.

Sting skal til sommer spille i Holstebro. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den britiske verdensstjerne Sting lægger næste år vejen forbi Holstebro.

Det oplyser koncertarrangør Live Nation i en pressemeddelelse.

Den 67-årige musiker skal spille til Musikteatret Holstebros Open Air-koncert fredag den 21. juni næste år. Koncerten er en del af kunstnerens europaturné med navnet “Sting: My Songs”.

Der er lagt op til et show med fokus på de mest kendte sange, som Sting har skrevet, samt et uddrag fra hans karriere i bandet The Police og som solokunster.

Fans kan blandt andet forvente at høre hits som “Englishman In New York,”, “Fields Of Gold”, “Shape Of My Heart”, “Every Breath You Take”, “Roxanne” og “Message In A Bottle”.

Sting har spillet flere koncerter i Danmark – blandt andet gæstede han Royal Arena i september 2017, og i 2016 spillede han på Smukfest i Skanderborg.

Billetsalget til koncerten i Holstebro begynder 7. december.

Powered by Labrador CMS