-Vi begyndte bare at tude bagefter

Paraatleten Daniel Wagner blev overvældet af følelser efter den sidste dans i fredagens ”Vild med dans”-finale, hvor han og partneren Asta Björk fik en andenplads

Udgivet Opdateret

Finalen i ”Vild med dans” endte dramatisk for paraatlet Daniel Wagner, der faldt under showets allersidste dans.

Alligevel var det taknemmelighedstårer, der væltede ud af øjnene på ham og partneren Asta Björk, da de kom backstage.

- Vi begyndte at tude, da vi var færdige. Det betød bare så meget for mig og for os at komme til den her finale og prøve at fortælle lidt af min historie gennem dans, fortæller den 29-årige atletikudøver, der som teenager mistede sit ene ben i en gymnastikulykke og i dag bærer en protese.

Inspiration til andre

Nu håber han, at hans deltagelse i ”Vild med dans” kan inspirere andre.

- Det kan godt være, at man mangler et ben, men derfor kan man godt danse alligevel, har jeg fundet ud af. Man kan bare så meget mere. Og at kunne vise det på en platform som ”Vild med dans” er jeg bare supertaknemmelig over, siger Daniel Wagner.

Daniel Wagner og Asta Björk blev nummer to i årets udgave af 'Vild med dans' på TV 2.
Daniel Wagner og Asta Björk blev nummer to i årets udgave af "Vild med dans" på TV 2.

Første paraatlet

Det er første gang, at den danske udgave af underholdningsprogrammet har haft en paraatlet med som deltager, og det skabte i starten bekymrede miner ved dommerbordet. Men de var helt væk på finaleaftenen.

- Jeg skammer mig så meget over de tanker, jeg havde i begyndelsen af sæsonen, lød det blandt andet fra Marianne Eihildt.

- Dengang tænkte jeg, at du kun ville kunne konkurrere med dig selv, og at vi ikke ville kunne vurdere dig på lige fod med de andre dansere. Jeg beundrer dig helt vildt, sagde hun og gav sammen med resten af dommerne topkarakterer til Daniel Wagner og Asta Björks freestyle.

- Den landede ikke helt, men sådan er det. Vi havde en fest med det, siger Daniel Wagner om sit fald i hans og Asta Björks sidste dans på gulvet i 'Vild med dans'.
- Den landede ikke helt, men sådan er det. Vi havde en fest med det, siger Daniel Wagner om sit fald i hans og Asta Björks sidste dans på gulvet i "Vild med dans".

Slået af Caspar og Malene

Parret måtte dog i sidste ende se sig slået af skuespiller Caspar Phillipson og dansepartneren Malene Østergaard og endte på en andenplads, mens komiker Natasha Brock og Thomas Evers Poulsen blev nummer tre.

Denne sæson var den 19. i rækken af ”Vild med dans” på TV 2.

Powered by Labrador CMS