-Vi har tæret på pensionen

Der er ingen foreløbige pensionsplaner for den 75-årige duo, som glæder sig til at komme ud og spille igen efter coronapandemien

Keld og Hilda Heick har brugt en del af deres sommerferie ved Comosøen i Italien, hvor de har sejlet en hel del. Nu trækker de dog snart i arbejdstøjet igen herhjemme.
Keld og Hilda Heick har brugt en del af deres sommerferie ved Comosøen i Italien, hvor de har sejlet en hel del. Nu trækker de dog snart i arbejdstøjet igen herhjemme.
Udgivet Opdateret

Det kommende efterår byder på en propfyldt kalender for den musikalske duo Keld og Hilda Heick.

Ægteparret har både premiere på deres 100-års jubilæumsshow og planer om at spille de shows, som har været aflyst på grund af coronapandemien.

Og den fyldte kalender er kærkommen for parret, som det seneste år har levet af deres privatpension. Det fortæller Hilda Heick til den fremmødte presse på den røde løber ved gallapremieren på Bille Augusts nye film, "Pagten".

- Vi har tæret på pensionen under corona. Men nu skal vi ud og more os og tjene lidt igen, siger Hilda Heick og bliver suppleret af sin mand:

- Men selv om vi har haft et økonomisk tab under krisen, har jeg haft en fornuftig kone, som har sørget for, vi havde en pension, så det er gået alligevel, fortæller Keld Heick.

Ingen pensionsplaner

Selv om de begge har rundet 75 år, er der foreløbig ingen planer om at lade sig pensionere.

- Men måske er der en pension om et års tid eller to - måske tre, lyder det dog alligevel fra Keld Heick.

Hilda Heick pointerer, at selv om de har nydt at have fri, har det også været møgkedeligt.

Så efter den lange nedlukning trækker det i den musikalske duo for at komme tilbage på scenen.

- Det bliver så skønt at komme ud og spille igen for publikum - vi har savnet dem, siger hun.

Powered by Labrador CMS