-Vi holder af mennesket Margrethe
Statsminister Mette Frederiksen (S) roser dronningen for at være et forbillede for piger og kvinder i Danmark
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i en tale til dronning Margrethe ved et gallataffel søndag aften i anledningen af dronningens regeringsjubilæum, at hun samler Danmark.
- Som dronning har de vores dybeste respekt, men det er mennesket Margrethe, vi holder af, sagde statsministeren.
Hun ville gerne sætte ord på den store betydning, som dronningen har haft for danskerne i de sidste 50 år.
Statsminister Mette Frederiksen mente, at dronning Margrethe er gået til sin rolle med glæde.
- Deres far skal bramfrit have sagt, "det er sgu dejligt at være konge". Vi fornemmer, at de har det på samme måde med rollen som dronning, sagde statsministeren.
Det gav latter fra salen.
Har ikke kendt andre
Mette Frederiksen påpegede, at mange danskere ikke har kendt andre regenter end dronning Margrethe.
- De er vores livsvidne. De er som en seismograf, der registrerer bevægelserne i vores land, sagde hun.
Statsminister Mette Frederiksen roste også dronningen for at være et forbillede for piger og kvinder.
Hun sagde, at dronningen lyser op i klare farver i en verden af mørke jakkesæt.
Købte plastikøreringe
Statsministeren fortalte også historien, om dengang dronningen købte plastikøreringe i en Matas-butik i Gråsten. De ligger i dag i dronning Margrethes smykkeskrin, fortalte statsministeren.
- Man kan sagtens gå med smykker af plastik, når man selv er af højeste karat, tilføjede Mette Frederiksen.
330 gæster
Søndag aften blev der holdt gallataffel i anledning af dronning Margrethes 50 år på tronen i Danmark. Det blev holdt i riddersalen på Christiansborg.
Over 330 gæster var indbudt.
Dronningens jubilæum var i januar, men fejringen blev udsat på grund af coronapandemien.