Viceborgmester anholdt for spritkørsel

Viceborgmester i Frederikssund Lars Thelander Bostrøm afviser, at han har kørt spirituskørsel

Lars Thelander Brostrøm siger, han ikke har kørt spirituskørsel
Lars Thelander Brostrøm siger, han ikke har kørt spirituskørsel
Offentliggjort Sidst opdateret

Frederikssunds viceborgmester Lars Thelander Bostrøm (DF) blev fredag morgen sigtet for spirituskørsel og fik konfiskeret sin bil.

Det skriver det regionale medie sn.dk.

Viceborgmesteren blev anholdt ved sin bopæl i Jægerspris og sigtet for spirituskørsel. Den først målte promille var så høj, at politiet samtidig tog hans bil.

Nye regler

En blodprøve skal dog fastslå den nøjagtige promille.

Hvis promillen er over 2,0, ryger man ind under reglerne om vanvidskørsel, der trådte i kraft 31. marts. 

Det betyder, at bilen, man kører i, kan konfiskeres, uanset om man ejer den eller ej.

Bekræfter

Over for sn.dk bekræfter viceborgmesteren anholdelsen, sigtelsen og konfiskationen. Men han afviser at have kørt spirituskørsel.

- Det er rigtigt, at jeg er blevet anholdt, at der er blevet taget blodprøver, og at min bil er blevet taget. Men det var en veninde, der kørte bilen. Ikke mig, siger han til sn.dk.

- Det er en meget uheldig situation, og jeg vil have min bil tilbage. Den kan jeg ikke undvære, siger han.

Ingen kommentarer

Fordi han har klaget over konfiskationen, skal en dommer på baggrund af den udtagne blodprøve tage stilling til, om det var berettiget.

Hverken borgmester John Schmidt Andersen (V) eller Nordsjællands Politi har villet kommentere sagen over for sn.dk.

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 161 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

null
Powered by Labrador CMS