Video cirkulerer på nettet
Dulfi Al-Jabouri danner par med Elvira Meyer, der er datter af kokken Claus Meyer. Det bekræfter skuespilleren over for Se og Hør
En video, hvor skuespilleren Dulfi Al-Jabouri har kendiskokken Claus Meyer på skuldrene til en koncert på årets Roskilde Festival, har cirkuleret på de sociale medier.
Nu har Se og Hør forhørt de to kendisser, hvor de egentlig kender hinanden fra. Og over for ugebladet fortæller Dulfi Al-Jabouri, at han danner par med Claus Meyers datter Elvira Meyer.
Kokkekunst til fælles
- Det er en fornøjelse at have Claus Meyer som svigerfar. Vi supplerer hinanden meget godt, siger Dulfi Al-Jabouri til Se og Hør.
Den 32-årige skuespiller, der er kendt fra roller i "Underverden", "Krigen" og "Bedrag", har kokkekunsten til fælles med sin celebre svigerfar, som har været med til at grundlægge den verdensberømte danske gourmetrestaurant Noma.
Mere på vej
Tilbage i 2021 var Dulfi Al-Jabouri nemlig vært på TV 2-programmet "Madholdet", hvor han tog en række kendte rappere som Kesi, Sivas og Kidd ud til nogle af landets gourmetkokke for at lære at lave mad.
Og der er i øvrigt mere på vej af det, lyder det fra Dulfi Al-Jabouri ifølge Se og Hør.