Vigga Bros sommer: Familietur til Mallorca og frisk fisk

Vigga Bro husker barndommens somre på badebroen i Fredericia og glæder sig til ferie med sit barnebarn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vigga Bro skal arbejde denne sommer, men der er også gjort tid til en ferie til Mallorca med familien, og så skal hun spise masser af grøntsager og frisk fisk.

Den 80-årige skuespillerinde er snart aktuel i familiefilmen “Landet af glas”, der får premiere 19. juli, så den står også på hendes sommerliste.

Her fortæller Vigga Bro mere om sin sommer:

Hvad skal du se?

– Jeg skal se “Landet af glas”. Det er jeg nødt til, den er jeg jo med i, og det er nogle meget dejlige mennesker, der har lavet filmen, og som har satset alt. Der er tre utroligt talentfulde unge mennesker med i filmen. Så jeg skal se, hvordan det tager sig ud, når det kommer på levende billeder.

– Desværre rejser jeg væk under jazzfestivalen, men der var jeg ellers parat til at tage ud og bruge hele dagen i byen, men jeg skal på ferie med min datter og svigersøn (dramatiker Anna Bro og skuespiller Pilou Asbæk, red.) og mit dejlige barnebarn, og det må jeg tilstå, at jeg prioriterer til enhver tid.

Hvad skal du spise?

– Jeg skal spise alt muligt forskelligt. Men en ting er sikkert, og det er, at når det er sommer, så skal man spise let. Det gør jeg sådan set altid. Men masser af grøntsager og hvis det skal være kød, så skal det være godt. Ligesom at fisk skal være frisk.

– Men noget af tiden kommer jeg i hvert fald til at spise lidt middelhavsmad.

Hvor skal du hen?

– Jeg skal til Mallorca. Det er kun en uge, og så skal jeg tilbage, men det er, fordi jeg har et par filmdage, og jeg skal undervise, og jeg har en hel del arbejde, jeg skal lave i løbet af sommeren, så det bliver kun til en uge.

– Jeg er jo i den heldige situation, at jeg selv bestemmer, hvornår jeg har ferie. Og jeg synes, det er dejligt at holde ferie i for eksempel november, der er vejret så trist herhjemme. Det har jeg dyrket i mange år, men Danmark er nu også smukt.

Hvad er dit bedste sommerferieminde?

– Jeg sidder og dingler med benene på badebroen i Fredericia ved Østerstrand og har lige været i vandet. Jeg har lavet engle i sandet og får lyst til at gå i vandet igen. Det er et billede, som suser tilbage, og når jeg ser det billede for mig, kan jeg huske, hvordan det præcis dufter ved Østerstrand i Fredericia. Jeg har vel været omkring otte år.

Hvad er dit værste sommerferieminde?

– Det knytter sig ikke til årstiden for mig. Hvis jeg har slemme minder, knytter de sig til noget andet. Jeg kan i hvert fald ikke lige erindre nogle dårlige sommerminder.

Hvornår er det rigtig sommer for dig?

– Det handler om duften og varmegraderne. Det er rigtig sommer, når man sætter sig ud at spise om aftenen. Og for mig gør det ikke så meget, hvis jeg bliver nødt til at have et tæppe over benene. Men det at man kan sidde ude, og at man har lyst til det, så er det sommer.

Hvornår er den danske sommer bedst?

– Sidste år var det nu meget regnfuldt, men bortset fra det vil jeg gerne have lidt mere regn. Den der evige sol gør mig nervøs. Det tyder jo på, at vi gør noget forkert ved naturen. Det er unaturligt, at vi ikke har regn i Danmark om sommeren.

– Men man må jo tage sommeren, som den kommer, og der er noget sprødt og smukt over den danske sommer, som jeg elsker.

Powered by Labrador CMS