Viggo Mortensen snupper fornem nominering foran Tom Hanks
Medier spekulerer i, om hans nominering til en Screen Actors Guild Awards er et tegn på en Oscar-nominering.
Den dansk/amerikanske skuespiller Viggo Mortensen er nomineret til den prestigefyldte Screen Actors Guild Awards (SAG), der er skuespillernes egen fagforenings årlige prisuddeling.
Det afslører flere amerikanske medier onsdag.
Viggo Mortensen er nomineret i kategorien “bedste mandlige hovedrolle” for sin præstation i filmen “Captain Fantastic”, der er et amerikansk komediedrama.
I samme kategori er også Casey Affleck, Andrew Garfield, Ryan Gosling og Denzel Washington nomineret.
Spiller far i “Captain Fantastic
I “Captain Fantastic” spiller 58-årige Viggo Mortensen faren Ben, der bor dybt inde i skoven med sine seks børn, langt fra civilisationen og fra det, de fleste af os kender som hverdag.
Ifølge det amerikanske filmmedie Screen Daily er Viggo Mortensen nomineret til den såkaldte Actor-statuette på bekostning af den amerikanske stjerneskuespiller Tom Hanks og hans præstation i filmen “Sully”.
– Onsdag kom The Screen Actors Guild med to overraskende tilføjelser til listen over nominerede, skriver filmmediet.
– Viggo Mortensen er nomineret for sin hovedrollepræstation i “Captain Fantastic” tilsyneladende på bekostning af Tom Hanks i “Sully”.
Screen Daily peger på skuespillerinden Emily Blunt og hendes hovedrolle i filmen “The Girl on the Train” som den anden store overraskelse i feltet af nominerede.
Overrasket over Mortensens nominering
Også filmmediet Awards Circuit, der blandt andet spår om, hvem der løber med nomineringerne til verdens fornemmeste filmpris, Oscarstatuetten, er overrasket over Viggo Mortensens nominering.
– Tom Hanks og “Sully” synes at være ude af konkurrencen, mens Viggo Mortensen ser ud til at styrkes med sin Globe-nominering og nu også SAG, skriver mediet.
Det sker med henvisning til, at Viggo Mortensen også er nomineret til en Golden Globe i kategorien “bedste mandlige hovedrolle” for rollen i “Captain Fantastic”.
På Awards Circuits liste over de mest sandsynlige til at blive nomineret til en Oscar kan man nu finde Viggo Mortensen på en tredjeplads kun overgået af Denzel Washington i “Fences” og Casey Affleck i “Manchester by the Sea”.
I 2008 blev Viggo Mortensen nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i “Eastern Promises”. Han måtte dog se sig slået af Daniel Day-Lewis i “There will be Blood”.
SAG-prisen uddeles i Los Angeles 29. januar.
/ritzau/