Vil ikke tale om det

Tommy Lee Jones' ansigt har sikret ham masser af skurkeroller. 15. september fylder han 75 år. En begivenhed, han nok vanen tro helst er fri for at tale om

Tommy Lee Jones fylder 15. september 75 år. Her er han fotograferet ved premieren i 2019 på rumfilmen 'Ad Astra'. I filmen spiller han Brad Pitts far - en lighed der ikke er iøjnespringende.
Tommy Lee Jones fylder 15. september 75 år. Her er han fotograferet ved premieren i 2019 på rumfilmen "Ad Astra". I filmen spiller han Brad Pitts far - en lighed der ikke er iøjnespringende.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske skuespiller og instruktør Tommy Lee Jones, som 15. september fylder 75 år, har et så dæmonisk ansigt, at han egentlig ikke havde behøvet videre maskering som skurken Two-Face i "Batman Forever".

Der har da også været mange velspillede skurkeroller i en lang og meget aktiv karriere til texaneren med det plovfurede kontrafej og poserne under de stirrende øjne.

Alligevel vidner Jones' lange og fortsat videreløbende cv om andet end banditter - inklusive historiske figurer som Howard Hughes og general Douglas MacArthur.

En falleret skuespiller

I hans allernyeste film, "The Comeback Trail" fra i år, spiller han en falleret skuespiller, som instruktøren Robert De Niro forsøger at slå ihjel.

En filmkarriere lå ellers ikke lige i pipelinen for sønnen af en olieborer fra Texas. Tommy Lee Jones' ungdomstalent for american football bragte ham i stedet et stipendium til det prestigefyldte Harvard University.

Her var han i øvrigt roomie med den senere demokratiske vicepræsident Al Gore, som han siden har støttet politisk.

Både teater og film

Efter Harvard gik kursen dog mod New York og drømmen om at blive skuespiller. I en årrække spillede han både teater og film. I 1980 fik han sin første Golde Globe-nominering for sit portræt af countrysangeren Loretta Lynns mand i filmen "Coal Miner's Daughter".

Så begyndte det at gå stærkt med filmtilbuddene. Den store karrieremæssige dørhammer fik han i filmen "Flygtningen" over for Harrison Ford.

Siden har han stået på rollelisten på helt vidt forskellige film lige fra Coen-brødrenes berømmede western "No Country for Old Men" og til science fiction action-komedien "Men In Black".

Tre film

Sidstnævntes succes endte med hele tre film. I alle tre spillede Tommy Lee Jones med overskud og humor sammen med Will Smith to ulasteligt klædte tophemmelige agenter, der har til opgave at overvåge og bekæmpe alle mulige groteske rumvæseners aktiviteter på Jorden.

Med hjælp fra en "neuralyzer-pen" i brystlommen, der bekvemt fjerner menneskers erindringer om ting, de ikke har godt af at huske.

Humor er ellers generelt ikke det, der præger Jones' offentlige fremtræden, når han lægger kostumet på hylden. Blandt journalister er han berygtet som en lige så knotten knark, som hans ansigt er barket, og som nærmest umulig at lave interviews med.

I stedet foretrækker han at fordrive fritiden på sine ranches i Texas. Han deler forkærligheden for hestesporten polo og kvægdrift med sin tredje hustru, Dawn Laurel-Jones.

Han er far til en søn og en datter, som han fik i et tidligere ægteskab.

BLÅ BOG: Tommy Lee Jones

Tommy Lee Jones (født 15. september 1946 i San Saba, Texas, USA) er en amerikansk skuespiller.

Han vandt en Oscar for bedste mandlige birolle i 1994 for sin rolle som marshal Samuel Gerard i filmen Flygtningen.

Han har fået en stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS