Vild ændring i TV 2-program
TV 2 leder efter en singlekvinde, der vil finde den store kærlighed iblandt en gruppe mænd, når datingprogrammet "Bachelor" skifter navn til "Bachelorette"
Gennem to sæsoner har fire singlefyre forsøgt at finde kærligheden iblandt et udvalg af singlekvinder.
Men når den tredje sæson får premiere, er det denne gang en kvinde, der skal finde kærligheden iblandt en gruppe mænd.
Derfor har programmet også skiftet titlen til "Bachelorette", som får premiere på streamingtjenesten TV 2 Play i sommeren 2023.
Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.
Casting netop åbnet
Castingen er netop åbnet for både de kvinder, der vil være den nye bachelorette, og de mænd, der vil bejle.
- Vi tænker, at det er godt med et lille synsvinkelskifte til næste sæson, forklarer redaktør Thomas Richardt Strøbech i pressemeddelelsen.
- Grundmotoren om jagten på den ægte kærlighed er stadig den samme. Og indtil videre er det jo gået rigtig godt med kærligheden efter de to første sæsoner af "Bachelor", hvor tre ud af fire par stadig er sammen. Så vi håber på, at den gode statistik holder endnu en gang, lyder det fra Thomas Richardt Strøbech.
Du skal være åben og ærlig
For at blive udvalgt bachelorette skal man være mellem 25 og 35 år, være åben og ærlig og turde vise sine følelser på tv, lyder det.
Optagelserne varer i fem uger og finder sted i udlandet i begyndelsen af 2023.
"Bachelorette" sendes på TV 2 Play i sommeren 2023.