'Vild med Dans': De må gøre sig klar til exit

Danske Spil har vurderet, og begrunder parrenes chancer i aften

Offentliggjort

Når dansegulvet åbnes i aftenens afsnit af 'Vild med Dans', er der stor spænding om, hvilket par der må forlade konkurrencen først.

Odds-sætterne hos Danske Spil har kigget på deltagerne hele ugen og peger på en favorit til at ryge ud – selvom det ikke har været nemt.

- Vild med Dans er jo ikke kun en dansekonkurrence. Det er i lige så høj grad en popularitetskonkurrence, forklarer Mathias Reimer Larsen, oddssætter og Vild med Dans-ekspert hos Danske Spil.

De er favorit til at ryge

Hvis oddssætterne skal nævne én deltager, som står til at ryge ud først, er det kajakroeren Victor Gairy Aasmul.

- Vi vurderer, at det bliver Victor Gairy Aasmul, der må sige farvel til Vild med Dans i aften. Han fik færrest point sidste fredag, og hans kendisfaktor er den mindste blandt deltagerne, siger Mathias Reimer Larsen.

Rachel Ellebye og Dot Wessman i farezonen

Victor er dog ikke alene om at være i fare. Rachel Ellebye, kendt fra Årgang 0, står også svagt efter kun at have fået ni point sidste fredag. Men hun har en fordel i sin dansepartner Thomas Evers Poulsen, som er populær blandt seerne.

- Rachel kan bestemt heller ikke vide sig sikker i aften, men hendes fordel er, at hun danser med Thomas Evers Poulsen, som er en seerdarling," siger Mathias Reimer Larsen.

En anden deltager, der er i farezonen, er Dot Wessman, som fik 12 point sidste fredag. Hendes partner, Nikolaj Lund, er ny i konkurrencen, hvilket kan påvirke seerstemmerne.

- Jeg er ret sikker på, at det bliver en af de tre – Victor, Rachel eller Dot – der må forlade showet i aften," konkluderer Mathias Reimer Larsen.

Favoritfeltet er skiftet

I toppen af feltet er der også sket en markant ændring i favoritværdigheden. Før den første dans var radioværten Kamal Hassan og danseren Mie Moltke de store favoritter, men nu har realitystjernen Philip May overtaget den position.

- Der er sket meget nyt i årets udgave af Vild med Dans, og måske har det tiltrukket en ny og yngre generation af seere. Det er bemærkelsesværdigt, at Philip May har overtaget favoritrollen. Hele 18 procent af vores kunder står nu bag ham, forklarer Mathias Reimer Larsen.

På andenpladsen blandt favoritterne finder vi sportskommentatoren Rasmus Staghøj med 13 procent af opbakningen. Herefter kommer May Lifschitz og Kamal Hassan, som begge har 12 procent af seernes støtte.

En spændende aften venter

Aftenens dans bliver afgørende for, hvem der må sige farvel til dansegulvet, og hvem der fortsat kan kæmpe sig frem mod finalen.

Mille Funk og Victor Gairy Aasmul er favoritter til at ryge ud, ifølge Danske Spil
Powered by Labrador CMS