Vild med dans-dommer fan af disse ting
Vild med dans-dommer Anne Laxholm lytter til klassisk musik i radioen og streamer populær hitserie.
Dansedommer Anne Laxholm har sjældent tid til at læse blade, til gengæld besøger hun meget gerne Det Kongelige Teater og Operaen.
65-årige Laxholm nyder desuden en god, engelsk spændingsserie i fjernsynet.
Hun er også hoppet med på House of Cards-bølgen.
Hvilken film så du sidst?
– Jeg så “Aldrig mere i morgen”.
Hvilke serier streamer du?
– Jeg streamer “House of Cards”.
Hvilke podcasts lytter du til?
– Jeg er først lige ved at komme til podcasts!
Hvad lytter du til i radioen?
– Jeg lytter til klassisk musik og Radio Soft, sommetider lytter jeg også til “Mads og Monopolet”.
Hvilket program får dig til at tænde for fjernsynet?
– Matador! Men især også engelske spændingsserier.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
– En veninde har lige lånt mig “The Trouble with Goats and Sheep” af Joanna Cannon, men jeg er kun nået til side tre.
Hvilke magasiner køber du?
– Jeg har aldrig rigtig tid til at læse dem. Jeg ser kun i Femina, Søndag og lignende blade, når jeg er hos frisøren.
Hvilke aviser læser du?
– En gang imellem en søndag morgen læser jeg Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, når tiden er til det. Men jeg har naturligvis mit tv kørende for nyhederne.
Hvor går du ud for at være kulturel?
– Jeg har ikke meget tid, da jeg underviser de fleste aftener i vinterhalvåret, men Det Kongelige Teater og Operaen står højt på listen.
/ritzau/FOKUS