Vild med dans-favorit: Vi er nærmest som søskende
- Vi er blevet meget tættere, end jeg havde regnet med, siger skuespillerinden Molly Egelind om Mads Vad.
Molly Egelind har sus i skørterne for tiden.
Den 30-årige skuespillerinde kan snart ses i det historiske hospitalsdrama “Sygeplejeskolen”, som får premiere på TV2 Charlie den 21. oktober, og så dansede hun sig i fredags videre i årets “Vild med dans” med sin professionelle partner, Mads Vad.
Hun står nu tilbage i dansedysten med tv-vært Signe Lindkvist, rapper Lucy Love, cykelkommentator Rolf Sørensen, skiløber Laila Friis-Salling samt skuespillerne Esben Dalgaard og Simon Stenspil.
– Vi bruger meget tid sammen og er i en presset situation sammen, så det er hardcore teambuilding på en eller anden måde. Men der er en rigtig god stemning i danselokalet og opbakning, selv om vi er konkurrenter.
– Vi hjælper hinanden, roser hinanden, og det er helt vildt dejligt. Og så er jeg selvfølgelig også blevet enorm tæt med Mads – meget tættere, end jeg egentlig havde regnet med, fortæller Molly Egelind, der har fået lov til at holde fri fra dansetræningen for at deltage i pressemødet til “Sygeplejeskolen”.
Mads Vad hele familien Egelund rundt
Ifølge Molly Egelind er hun og dansepartneren Mads Vad nærmest en af samme person – dog med et par variabler, griner skuespillerinden.
– Vi har samme grundlæggende værdier og samme tanker om stort set alt. Det er meget svært at finde noget at være uenig med ham om.
– Det er lidt et søskendeforhold, hvor han er storebroren, som driller rigtig, rigtig meget – men det tager jeg gladelig med, smiler Molly Egelind om sin fire år ældre dansepartner.
Mads Vad dansede Molly Egelinds celebre mor, komikeren og skuespillerinden Søs Egelind, helt til kvartfinalen i “Vild med dans” i 2015.
Om den nye dansedebutant i Egelind-familien skal nå længere end fjerdepladsen, er ikke et erklæret mål, men tanken er der da, fortæller hun.
– Jeg vil i hvert fald gerne nå at få så meget ud af denne her oplevelse som muligt. Jeg får så meget ud af det, og det er så godt for min nysgerrighed at være med.
– Jeg synes, jeg lærer så meget og lærer at bruge min krop på denne her måde. Det er helt uvurderligt – også sammenholdet med de andre. Jeg vil bare gerne være med til festen og være med i klubben.
Manden med på sidelinjen
Selv om Molly Egelind går på gulvet med Mads Vad fredag efter fredag, er der en tredje partner på deres team: skuespillerindens mand, Benjamin Hasselflug, som hun fandt sammen med på teaterskolen i 2011 og har været gift med siden sommeren 2016.
Sammen har skuespillerparret datteren Ellinor på fire.
– Min mand løber rigtig stærkt – han er simpelthen den bedste makker. Han kører alt det praktiske og er så fyldt med overskud, når jeg ikke er det. Han er min “cornerman” ligesom i boksning. Det er ham, der lægger et håndklæde om mig og noget koldt på mine blå mærker.
– Han er virkelig min tredje partner på danseteamet, fordi han gør så meget for, at vores lille familiemaskine skal kunne løbe rundt, samtidig med at han også arbejder selv, smiler Molly Egelind.
“Vild med dans” sendes på TV2 fredag aften klokken 20.00.