Vild med dans-favoritten: -Jeg skal giftes
Skuespillerinden Merete Mærkedahl har været på frierfødder, fortæller hun til Billed-Bladet.
Det er ikke kun rumba, tango og cha-cha-cha, som den Vild med dans-aktuelle skuespillerinde Merete Mærkedahl skal forsøge at mestre.
Hun skal nemlig også til at øve sig på en brudevals.
Artiklen fortsætter under videoen
Merete Mærkedahl har nemlig friet til sin kæreste, Anna Windfeld, som hun har to børn sammen med.
Det afslører hun over for Billed-Bladet og fortæller, at frieriet fandt sted på en restaurant i Aalborg.
– Vi havde faktisk besluttet, at vi skulle have været gift her i 2020. Men gudskelov for, at vi ikke fik gjort noget ved det, for ellers havde vi jo nok været nødt til at aflyse det på grund af corona, siger Merete Mærkedahl til ugebladet.
Merete Mærkedahl og Anna Windfeld har dannet par i en del år og flyttede tidligere på året fra det nordjyske til Midtsjælland, forud for at den ældste skal i skole næste sommer.
Parret har tidligere oplevet at få blikke grundet deres familiekonstellation.
– Der er jo vildt mange former i dag, man kan få børn på, sagde den 38-årige skuespillerinde til Her & Nu sidste år.
– Det kunne det moderne menneske godt være bedre til at oplyse deres børn om. For det er sådan set det, der kan gøre det svært for os, fordi vi lever jo bare helt normalt, sagde hun videre til ugebladet.
Mens Merete Mærkedahl er kendt for sit store gennembrud i TV2’s successerie “Badehotellet” og til næste år debuterer i Cirkusrevyen, arbejder hendes forlovede i en helt anden branche – hun er nemlig skolelærer.