Vild med Dans-legende er tilbage

Danselegenden Britt Bendixen kan ikke få nok af "Vild med dans" og vender igen tilbage i et udvidet panel, som endnu en gang består af fem dommere

Britt Bendixen startede som dommer i 'Vild med dans' ved programmets begyndelse i 2005 og har været dommer i alle sæsoner med undtagelse af sæson 16, hvor hun blev afløst af Marianne Eihilt. (Arkivfoto)
Britt Bendixen startede som dommer i "Vild med dans" ved programmets begyndelse i 2005 og har været dommer i alle sæsoner med undtagelse af sæson 16, hvor hun blev afløst af Marianne Eihilt. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Sidste års dommerkvintet i "Vild med dans" genoptager holdopstillingen og er klar med kærlige kommentarer, konstruktiv kritik og karakterer til dette års par.

Det betyder således, at dommerpanelet består af Jens Werner, Anne Laxholm, Nikolaj Hübbe, Marianne Eihilt og Britt Bendixen, som skal vurdere, om kendisser som svømmeren Pernille Blume og tv-værten Lise Rønne sætter hæl og tå korrekt.

Og dermed napper den 79-årige dansedronning Britt Bendixen endnu en sæson.

Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

Gennemgik omfattende operation

For to år siden gennemgik hun en omfattende operation, en dobbelt bypass, i hjertet.

En operation, som egentlig betød, at hun stoppede som dommer i den populære dansekonkurrence "Vild med dans" efter den 15. sæson af programmet.

Anne Laxholm, Nikolaj Hübbe, Britt Bendixen, Jens Werner og Marianne Eihilt skal endnu en gang finde karakterskiltene frem i 'Vild med dans'. (Arkivfoto)
Anne Laxholm, Nikolaj Hübbe, Britt Bendixen, Jens Werner og Marianne Eihilt skal endnu en gang finde karakterskiltene frem i "Vild med dans". (Arkivfoto)

Men allerede efter kun én sæson væk fra den tv-transmitterede dansedyst satte hun sig atter bag dommerbordet.

- Man siger, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, så vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg føler mig glad og frisk og skuer fremad og glæder mig til denne her sæson, sagde Britt Bendixen til Ritzau sidste år i forbindelse med sit comeback.

- Programmet har givet mig så mange sjove minder og oplevelser, lød det fra dansedronningen.

Udvidede dommerpanelet

I mellemtiden var den dobbelte Vild med dans-vinder Marianne Eihilt hyret ind som dommer i sæson 16 og overtog Britt Bendixens plads.

Men da Britt Bendixen sidste år kom til hægterne igen og gjorde sit comeback i programmet, valgte man at udvide dommerkvartetten til en kvintet.

- Det skal nok blive en fest endnu en gang. Det er jo egentlig utroligt, at man kan forny sig og sige tingene på en anden måde efter så mange år. Men det er jo også nye mennesker hvert år, sagde Britt Bendixen dengang til Ritzau.

18. sæson af "Vild med dans" har premiere på TV 2 fredag den 10. september.

Alle Vild med dans-vinderne

2020: Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen.

2019: Jakob Fauerby og Silas Holst.

2018: Simon Stenspil og Asta Björk Ivarsdottir.

2017: Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen.

2016: Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard.

2015: Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen.

2014: Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst.

2013: Mie Skov og Mads Vad.

2012: Joakim Ingversen og Claudia Rex.

2011: Sophie Fjellvang-Sølling og Silas Holst.

2010: Cecilie Hother og Mads Vad.

2009: Casper Elgaard og Vickie Jo Ringgaard.

2008: Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt.

2007: Simon Mathew og Viktoria Franova (julegalla).

2007: Robert Hansen og Marianne Eihilt.

2006: Christina Roslyng og Steen Lund.

2005 efterår: David Owe og Vickie Jo Ringgaard.

2005 forår: Mia Lyhne og Thomas Evers Poulsen.

Kilde: TV 2
Powered by Labrador CMS