Narkosælgende tv-skolelærer triumferer igen

Bryan Cranston ankommer til Emmy-prisuddelingen i Los Angeles. Han kan forlade stedet med en pris for bedste mandlige hovedrolle i dramaserien “Breaking Bad”. Foto: Dan Steinberg/INVISION FOR THE TELEVISION ACADEMY
Udgivet Opdateret

Prisen for årets bedste dramaserie på amerikansk tv er gået til “Breaking Bad”. Det er anden gang i træk.

Stofferne flyder i tv-serien, men i det virkelige liv er det statuetterne, det bugner med blandt skuespillerne i “Breaking Bad”.

Serien har for andet år i træk vundet den prestigefulde Emmy-statuette for årets bedste dramaserie ved prisuddelingen i Los Angeles.

Også seriens hovedrolleindehaver, Bryan Cranston, kan gå hjem med en pris. Han vandt prisen for bedste skuespiller i en dramaserie for sin præstation som den narkosælgende, kræftsyge skolelærer Walter White.

Derudover høstede serien en række andre priser, som alle glæder seriens skaber, Vince Gilligan.

– Det er en fantastisk måde at sige farvel til vores serie på, siger han ifølge Reuters.

Det sidste afsnit af “Breaking Bad” er rullet over de amerikanske tv-skærme efter den femte sæson.

Også i kategorien for årets bedste komedieserie er der gentagelser på spil.

For femte gang i træk er det holdet bag serien “Modern Family”, der kan juble. Dermed tangerer serien rekorden for flest vundne statuetter i kategorien i træk, da tv-serien “Frasier” og “Modern Family” nu står lige.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS