Vild med dans-vært har fundet kærligheden igen
Christiane Schaumburg-Müller bekræfter over for Her & Nu, at hun har fundet sammen med en ny mand.
For et halvt år siden kom det frem, at Vild med dans-værtinden Christiane Schaumburg-Müller og rapperen L.O.C. var gået hvert til sit. Siden har der været stille omkring tv-værtindens kærlighedsliv.
Men nu bekræfter hun overfor ugebladet Her & Nu, at hun har fundet sammen med milliardæren Daniel Åxman.
Artiklen fortsætter under videoen
– Jeg kan bekræfte, at Daniel og jeg er kærester, fortæller Christiane Schaumburg-Müller til ugebladet.
Værtinden er netop vendt hjem fra en ferie på Maldiverne. På hendes Instagram-profil har hun selv lagt flere billeder op fra ferien, dog uden at den nye kæreste fremgår.
– Jeg har det fuldstændig fantastisk. Jeg er virkelig glad og har det så godt. Jeg er helt og aldeles lykkelig, siger Christiane til ugebladet.
Ifølge ugebladet har den nye kæreste skabt sin store formue på blandt andet ejendomsinvesteringer. Og ligesom Christiane Schaumburg-Müller er han også fraskilt, mens han har børn fra et tidligere ægteskab.
Efter en længere periode i Schweiz flyttede han sidste år til Danmark, skriver ugebladet.
I 2015 stod han for Asiens dyreste ejendomsinvestering, da han gennem sit firma Lead Connection Limited købte en lejlighed for 430 millioner kroner i et af Hong Kongs velhavende kvarterer, skrev det kinesiske medie South China Morning Post dengang. Lejligheden havde både private swimmingpools og egen have.
I Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) står han i dag registreret som ejer og direktør af flere virksomheder med adresse i København.