Vild med dansker: -Den fyr er et geni
Dansk-svenske David Dencik er blevet en darling for instruktøren bag den nye James Bond-film, og derfor blev han skrevet mere ind i manuskriptet end planlagt
Mads Mikkelsen, Jesper Christensen og Ulrich Thomsen er nogle af de danskere, som mange af os nok husker gøre deres entré i James Bond-universet.
Og i den spritnye "No Time to Die" kommer dansk-svenske David Dencik med i det prestigefyldte selskab i rollen som den russiske videnskabsmand Valdo.
En rolle, der egentlig ikke var særligt stor, men som blev pustet mere og mere op undervejs, afslører filmens instruktør Cary Fukunaga.
- Han havde en ret lille rolle i filmen, men fra første dag, jeg så ham, tænkte jeg: "Den fyr er et geni". Han er så sjov og finder på interessante ting. Så jeg syntes, vi skulle finde på mere, han kunne lave, og så skrev jeg faktisk mere til ham gennem hele filmen.
- Så han endte med at blive en karakter, der var på settet meget længere. Jeg holdt ham væk fra København alt for længe, fortæller Cary Fukunaga ved et digitalt pressearrangement.
Imponeret over ham
Cary Fukunaga havde holdt øje med David Dencik i forvejen, og han var godt klar over, hvad han kunne præstere på det store lærred.
- Jeg var meget imponeret over David. Jeg kendte godt hans arbejde, for jeg havde set "Top of the Lake" og "Chernobyl", og jeg syntes, han var en fantastisk skuespiller. Og så havde jeg et virkelig godt møde med ham, siger den 44-årige instruktør.
Cary Fukunaga har tidligere modtaget en Emmy som instruktør på serien "True Detective".
Og så er han den første amerikanske instruktør af en James Bond-film nogensinde. Det har han dog ikke følt et særligt pres over, for han anede det faktisk ikke, før de var langt inde i optagelserne.
Til gengæld har han lagt sig i selen for at gøre det til en værdig afslutning, fordi det er Daniel Craigs sidste tur i manegen.
- Jeg var ikke så optaget af at gøre filmen til min egen, men jeg var optaget af at gøre den god. Jeg fik opgaven med at gøre den til et godt sidste kapitel for Daniel Craig som James Bond, siger han.
Sammenhængende handling
De fem film i Daniel Craig-æraen adskiller sig fra de øvrige Bond-film, fordi handlingen er sammenhængende.
Derfor satte Cary Fukunaga sig ned og studerede Daniel Craigs Bond-debut, "Casino Royale", og midterfilmen "Skyfall".
Og herfra prøvede han at udtænke en god dramaturgisk kurve for karakteren James Bond, som kulminerer i "No Time to Die".
- Det gav mig en idé om de elementer i historien, jeg skulle forbinde eller binde sløjfe på, siger Cary Fukunaga og fortsætter:
- At alle Daniels film hænger sammen, giver publikum en dybere forståelse af karaktererne. Det kunne jeg bruge til at bringe de foregående film sammen og lave en mindeværdig afslutning.