Vildt forsøg måske på vej i Danmark
En ekspertgruppe skal undersøge, om der kan laves forsøg, hvor der afholdes store arrangementer såsom koncerter
Kulturminister Joy Mogensen (S) beder en ekspertgruppe vurdere, hvad mulighederne er for at lave forsøg med større arrangementer hen over sommeren.
Det kan eksempelvis være teaterforestillinger og koncerter. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
– Vi er nu nået til et punkt, hvor store dele af samfundet er åbnet, og det giver mening at vurdere, om forsøg med arrangementer med større publikum kan give ny viden, der kan bane vejen for en fuld genåbning, siger Joy Mogensen i meddelelsen.
Hvordan er det gået?
Ekspertgruppen for større arrangementer skal i løbet af de kommende uger i forvejen evaluere, hvordan det er gået med de første trin i afholdelsen af større begivenheder.
Den evaluering skal partierne bag genåbningsaftalen drøfte i midten af juni.
Spillesteder, teatre og biografer må, som reglerne er nu, have tilskuere i sektioner med 500, hvor der siddes ned. For indendørs kulturaktiviteter må der være op til 2000 tilskuere.
Andre lande har gjort det
Danmark er langtfra det første land til at ville teste, om det er muligt at afholde store arrangementer på en smittemæssig forsvarlig måde.
Lande som Storbritannien, Tyskland og Spanien har holdt større testarrangementer de seneste måneder.
5000 til koncert med mundbind
I den spanske hovedstad, Barcelona, fik 5000, der var testet negative for smitte, lov til at tage til samme koncert i marts. De skulle bære mundbind, men behøvede ikke tænke over at holde afstand til andre undervejs.
To uger senere var seks af deltagerne bekræftet smittet med coronavirus, men det blev ifølge BBC vurderet, at fire af dem var blevet smittet et andet sted end til koncerten.
Også Eurovision i Holland i weekenden var en del af et forskningsforsøg. Her tillod hollandske myndigheder op mod 3500 tilskuere i salen, hvilket er omkring en femtedel af Rotterdam Ahoy-arenaens kapacitet.