Ville begå selvmord

Nick Kyrgios overvejede i 2019, om han ville begå selvmord, fortæller han i kommende afsnit af dokumentar

Offentliggjort Sidst opdateret

Nick Kyrgios var langt nede rent mentalt i 2019.

Så langt nede, at den australske tennisprofil overvejede, om han ville begå selvmord.

Det fortæller Kyrgios ifølge flere australske medier i et kommende afsnit af dokumentarserien "Break Point", der følger flere af tennissportens markante skikkelser.

Ramte bunden

Kyrgios ramte bunden efter sit exit ved Wimbledon i 2019.

Ifølge Nick Kyrgios selv spillede han ved Wimbledon i 2019 med et løst ærme på den ene arm for at skjule, at han havde gjort skade på sig selv. (Arkivfoto).
Ifølge Nick Kyrgios selv spillede han ved Wimbledon i 2019 med et løst ærme på den ene arm for at skjule, at han havde gjort skade på sig selv. (Arkivfoto).

- Jeg overvejede oprigtigt, om jeg ville begå selvmord.

- Jeg tabte ved Wimbledon. Jeg vågnede med min far siddende på sengen grædende. Det var den store øjenåbner for mig. Jeg tænkte, "jeg kan ikke blive ved sådan her".

Psykiatrisk afdeling

- Jeg endte på en psykiatrisk afdeling i London for at få styr på mine problemer, siger Kyrgios i "Break Point" ifølge flere medier.

Nick Kyrgios, der er kendt for sine jævnlige udbrud under kampe, har tidligere været åben om, at han har haft problemer med sit mentale helbred.

Da han tabte til Rafael Nadal ved Wimbledon i 2019 spillede han med et løst ærme på den ene arm. Det var ifølge Kyrgios selv for at skjule, at han havde gjort skade på sig selv.

Blev misbruger

- Jeg drak, misbrugte stoffer, mistede forholdet til min familie, skubbede alle mine nære venner væk, siger Kyrgios i "Break Point".

Australieren siger selv, at han nu har det bedre. Sidste år nåede hans tenniskarriere et foreløbigt højdepunkt med en finaleoptræden ved Wimbledon.

Første kamp

Efter en lang skadespause spillede Kyrgios tirsdag sin første kamp i 2023. Her blev det til et nederlag til kinesiske Yibing Wu i en græsturnering i Stuttgart.

SØG HJÆLP

Nedenfor kan du læse fakta om selvmord og viden om, hvordan du søger hjælp: 

2254 mænd og 792 kvinder valgte i årene fra og med 2010 til og med 2014 at tage deres eget liv. Det er godt 600 selvmord om året.

Livslinien fører hvert år mere end 14.000 samtaler med pårørende til folk, der overvejer at tage deres eget liv – folk, der overvejer at tage deres eget liv og folk, der er i færd med at gennemføre et selvmordsforsøg.

Du har mange muligheder for at få hjælp, hvis du overvejer at tage dit eget liv. Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201 – din egen læge og mange, mange andre. Se eventuelt Livsliniens oversigt over rådgivningstilbud.

Er du pårørende til en, der har begået selvmord, findes der også foreningen Efterladte.dk.

Kilde: Livslinien, Efterladte.dk
Powered by Labrador CMS