Ville hellere spille guitar end sælge isvafler
Chris Rea har haft en lang karriere og overlevet sygdom flere gange. Men det tog ham lang tid at lave den musik, han brænder for. Den 4. marts fylder han 70 år
Som ung arbejdede Chris Rea i farens isbutik, men selv om han skulle koncentrere sig om is og vafler, ville han hellere spille guitar i lagerrummet.
Og siden lagerrummet i isbutikken er det blevet til en lang karriere. Det er blevet til 25 soloalbummer, men det har til tider også været hårdt.
Den 4. marts bliver den britiske sanger og musiker 70 år.
Chris Rea købte sin første guitar i starten af tyverne, hvor han lærte sig selv at spille guitar. Han startede sin musikalske karriere i forskellige bands i 1973. Men i 1978 udgav han sit første soloalbum.
Den store succes lod dog vente på sig, da hans første sang, som var succesfuld i USA, var en sang, hvor han spillede klaver. Derfor markedsførte pladeselskabet ham som pianist frem for guitarist i flere år.
Ville bestemme selv
I et interview fra 1988 siger han, at han brugte to år på at fortælle pladeselskabet, at han ikke ville lave den musik, som de ville have ham til.
Med albummet “Water Sign” i 1983 begyndte han i højere grad selv at bestemme over musikken. Men det helt store gennembrud lod fortsat vente på sig indtil det tiende album, “The Road to Hell”, i 1989.
– Jeg opgav, for år tilbage, at prøve at forudsige hits. Min karriere er som en bjergkæde – op og ned, uden tid til et plateau, har han tidligere fortalt i et interview.
Men den lange karriere har budt på mange hits, blandt andet “Let’s Dance”, og “I Can Hear Your Heartbeat”. Hver jul er julesangen “Driving Home for Christmas” også blevet fast inventar hos mange.
Ud over udfordringerne med den musikalske karriere har musikeren også været hårdt prøvet på andre fronter.
Han blev syg midt i 90’erne og valgte at skrue ned for de mange koncerter til fordel for at arbejde med film i en periode.
Formel 1-film
I 1996 udkom filmen “La Passione”, der handlede om Formel 1-holdet Ferrari. Rea har en stor kærlighed til racerløb, og han har blandt andet tidligere deltaget i et løb i England for at promovere et album i 1993.
“La Passione” var delvist inspireret af Reas egne oplevelser som barn, men endte som en skuffelse for ham. Han fik ikke lov at instruere filmen, og han følte ikke, filmselskabet forstod den. I 1998 vendte han tilbage til musikken.
– Det er ikke, før du bliver alvorligt syg og næsten dør og skal være hjemme i seks måneder, at du stopper op og indser, at det ikke var sådan her, du ville have, at det skulle være, har Rea tidligere fortalt i et interview.
Selvindsigten betød, at han begyndte at spille mere blues som i sin ungdom, og det spor har han fortsat siden.
Chris Rea er gift med Joan Rea, som han har været sammen med siden ungdommen. De har to døtre sammen, Julia og Josephine.
Han spillede sin foreløbig seneste koncert i 2017.