Ville stoppe vold: Stjerne brutalt skuddræbt
Den 33-årige musiker blev skudt foran en tøjbutik, som han selv ejede.
Den internationale musikverden er ramt af stor sorg. Den amerikanske rapper Nipsey Hussle blev søndag eftermiddag skudt i Los Angeles tæt på en tøjbutik, som han var i forbindelse med. I skyderiet blev tre personer ramt kort efter klokken 15.20 amerikansk tid.
Skyderiet fandt sted i området nær Slauson Avenue og Crenshaw Boulevard. Alle tre, der blev ramt af skud, blev kørt på hospitalet – hvor en blev erklæret død. De to andre er i stabil tilstand, meddeler politiet i Los Angeles ifølge CNN.
Nipsey Hussle var i år nomineret til prisen for bedste rap-album ved den amerikanske Grammy-uddeling, men han tabte til den internationale superstjerne Cardi B. Men gennem karrieren har Nipsey Hussle, der blev født Ermias Davidson Asghedom, arbejdet med den ene verdenstjerne efter den anden. Listen af samarbejdspartnere byder på kendte navne som Drake og Kendrick Lamar, men også musikere som YG, Ty Dolla Sign og Meek Mill har lavet sange med rapperen.
Den kendte rapper havde planlagt et møde med myndighederne i Los Angeles mandag, hvor han skulle være med til at tale om, hvordan man kunne nedbringe de væbnede konflikter i millionbyen blandt bander.
– Vi skulle møde med Nipsey Hussle og Roc Nation mandag klokken fire til en snak om, hvordan han kunne være med til at stoppe bandevold og hjælpe os med at hjælpe børn. Jeg er meget ked af det, skriver Steve Soboroff, der er politikommisær i Los Angeles. Mødet skulle have været holdt efter, at Nipsey Hussle havde foreslået det.
Stjernernes hyldest står i kø
I Hollywood og musikkens verden står den ene stjerne efter den anden i kø for at sende kondolencer til Nipsey Hussle og hans efterladte.
– Det giver ingen mening! Min sjæl er rystet af det her. Kære gud, må hans sjæl hvile i fred og må du give guddommelig trøst til alle hans kære. Jeg er så ked af, at det her skulle ske for dig, skriver popstjernen Rihanna blandt andet på Twitter.
Den kendte producer og musiker Pharell Williams, der stod bag kæmpehittet ‘Get Lucky’ er også ude med kondolencer til den nu afdøde musiker.
– Du ville noget… positivt for dit område og du talte om det ved hver lejlighed, du fik. Og på baggrund af det inspirerede du millioner, millioner som vil opretholde dit minde forevigt. Hvil blandt stjernerne, lyder det fra Pharell Williams.
Ermias Davidson Asghedom blev blot 33 år gammel. På kunstnerens Facebook-side står der, at han var et medlem af Rolling Sixty Crips, der er en national bande, som blev stiftet i Los Angeles i midten af 1970’erne. Han efterlader sig to børn.
Politiet i Los Angeles oplyser, at de på nuværende tidspunkt intet signalement har af potentielle gerningsmænd.