Vinder ærespris

The Savage Rose med Annisette Koppel i front er årets modtager af hædersstatuetten til Danish Music Awards.

I 2006 døde Thomas Koppel, som dannede par med Annisette både privat og professionelt, men bandet med Annisette i front valgte siden at fortsætte med musikken. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

The Savage Rose bliver nu en del af det fornemme selskab, som Gasolin, C.V. Jørgensen og Love Shop også er med i.

Det rutinerede rockband er nemlig modtageren af Danish Music Awards’ Ærespris 2020.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er fredag aften blevet afsløret i et optaktsprogram forud for årets Danish Music Awards, som løber af stablen i Royal Arena i København lørdag aften.

The Savage Rose blev dannet tilbage i 1967 af brødrene Anders og Thomas Koppel samt en række andre musikere.

Siden sluttede sangeren Annisette sig til bandet, som løbende har haft mange musikalske udskiftninger.

The Savage Rose albumdebuterede i 1968 med sin selvbetitlede plade og har siden har eksperimenteret med mange musikalske genrer – alt fra blues og rock til gospel og soul.

Gruppen har også markeret sig med politiske og aktivistiske budskaber sunget med Annisettes særegne stemme og har demonstreret for bevarelsen af Ungdomshuset på Jagtvej i København og mod den omdiskuterede tvangshjemsendelse af afviste irakiske asylansøgere.

Valgte at fortsætte

I 2006 døde Thomas Koppel, som dannede par med Annisette både privat og professionelt, men bandet med Annisette i front valgte siden at fortsætte med musikken.

I 2017 markerede The Savage Rose sit 50-års jubilæum med en længerevarende turne og udgav samme år pladen ”Homeless”.

Sidste år blev 72-årige Annisette tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

Annisette og Thomas Koppel fik sammen døtrene Naja og Billie, som også har medvirket på flere af The Savages Roses plader.

Powered by Labrador CMS