Vinder af 69 millioner kroner har et problem

Vandt kæmpebeløb i Eurojackpot

Offentliggjort Sidst opdateret

En pensionist fra Sorø Kommune var fredag aften mere end heldig, da han vandt 69 millioner kroner på Eurojackpot. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Danske Spil har været i kontakt med vinderen, der fortæller, at det var lidt af at tilfælde, at han overhovedet kastede sig over et spil Eurojackpot.

-Jeg har altid spillet Lotto og Tips og sådan noget, så i december måned tænkte jeg, at jeg skulle prøve noget nyt. Derfor tænkte jeg, at jeg ville give det en chance med fire tilfældige rækker hver fredag på Eurojackpot. Og det må man jo sige, har givet pote, siger han i pressemeddelelsen.

Det passede

Manden opdagede først, at han havde vundet om lørdagen. Da kom han i tanke om, at han skulle huske at tjekke tallene efter trækningen fredag.

-Først så jeg at stjernetallene var der begge to. Og derefter. Ja.. Så passede de bare alle sammen. Jeg udbrød: ”Hold da kæft” og styrtede ud til min kone i køkkenet. Her viste jeg hende kuponen og sagde, at jeg vist havde vundet 69 millioner. Mine hænder rystede så meget, at jeg næste ikke kunne holde kuponen stille nok til at kunne vise hende den, siger han og griner.

Det er svært

Ægteparret er enige om, at det er svært at forstå, at de har vundet så mange penge, og at herren i huset pludselig er blevet mangemillionær. Han fortæller, at han altid har arbejdet hårdt, og altid har skullet spare på sine penge.

– Og nu har jeg så mange penge, at jeg aldrig kan nå at få dem brugt. Det er jo helt surrealistisk. Heldigvis har jeg børn og børnebørn, der kan hjælpe mig af med nogle af dem, siger han.

Det er usikkert, hvad parret vil bruge den store gevinst til. De er glade for at bo, hvor de bor, men de overvejer et sommerhus tæt på vandet og en ny bil.

-Det er jo underligt, når man sådan sidder og kigger på nettet, og tænker, at sådan nogle nye biler er frygtelig dyre. Det er slet ikke gået op for mig, at jeg jo kan købe den dyreste af dem og så stadig ikke kunne mærke det på økonomien.

Kolde fødder

Den heldige vinder fortæller desuden, at det er svært at vinde så stor en gevinst i en tid, hvor samfundet er lukket mere eller mindre ned.

– Jeg ved godt, det er et luksusproblem. Men vi min kone for eksempel går rundt og fryser sine fødder og mangler et par varme støvler. Men hun kan ikke købe dem nogen steder. Hun er typen, der gerne vil prøve ting, før hun køber og vil desuden også gerne støtte de lokale butikker. Så hun må være en frysende mangemillionær lidt endnu. Haha. Og så elsker vi jo at rejse. Der må vi også lige vente lidt. Men så har vi god tid til at planlægge, siger manden.

De nyslåede mangemillionærer vil i øvrigt sende penge afsted til både Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen.

Powered by Labrador CMS