Vinterberg frygter én ting før Oscar-uddeling
Mulighederne for at modtage en Oscar for "Druk" ser lyse ud, siger Vinterberg, der har forberedt en tale
Når “Druk”-instruktør Thomas Vinterberg natten til mandag dansk tid går ind på den røde løber til oscaruddelingeni Hollywood, har han en god fornemmelse af, at filmen i hvert fald kan løbe med én oscarstatuette.
Vinterberg er selv nomineret til Bedste Instruktør, mens “Druk” er nomineret til Bedste Internationale Film. Bookmakere og anmeldere vurderer den til at være favorit.
Det har Vinterberg også lagt mærke til, fortæller han.
– I Bedste Internationale Film-kategorien ser det meget lyst ud. Vi har ligget forrest i meget lang tid i forudsigelser. Og hvad er en forudsigelse så værd? Stemmer det overens med, hvad folk rent faktisk stemmer? Det ved vi jo så ikke, siger han.
Han har forberedt en tale, fortæller han, selv om oscarakademiet i år har bedt de nominerede om at lade være med at have talepapir med op på scenen.
– Jeg er skrækslagen ved tanken om at skulle holde en tale. Så jeg har faktisk tænkt lidt over, hvad jeg vil sige, men jeg tror, det vil forsvinde for mig igen, hvis jeg kommer op. De har udbedt sig, at man kommer uden et stykke papir. Nu må vi så se, om jeg overholder det.
– Men det er en svær balance sådan en takketale, for det ligger mig virkelig på sinde at takke en hel masse mennesker, og samtidig ved jeg, hvor kedeligt det er for andre folk at høre på endeløse mængder af navne, siger Vinterberg.
Helene er med
Vinterberg har kun fået lov til at tage én person med, hvilket bliver hans hustru, Helene Reingaard Neumann, og det betyder, at mange af de bærende kræfter bag filmen må blive hjemme.
Corona spiller fortsat en stor rolle i USA, hvor 60.000 i gennemsnit bliver smittet hver dag. Derfor er oscaruddelingen i år meget anderledes end sædvanlig.
Vinterberg og hustruen har siddet isoleret i Californien i ti dage inden showet, og de er cirka blevet testet hver anden dag.
Den danske instruktør, der også var nomineret til en Oscar i 2014 med “Jagten”, glæder sig naturligvis til aftenen på trods af forholdene.
– Noget af det, jeg husker fra sidst, var, at man fik nogle helt fantastiske drinks med nogle af sine helt store helte, siger han.
Har gang i sit eget
Mens en filminstruktør som 61-årige Susanne Bier er et eksempel på en dansk oscarmodtager, der for alvor brugte det til at få foden inden for hos producenterne i Hollywood, er det ikke den vej Vinterberg vil gå, hvis han modtager en Oscar, fortæller han.
– Det har allerede nu udløst tilbud, der er meget flottere, end jeg plejer at få. Men jeg er i gang med mit eget, og det er jeg optaget af og finder mest rigtigt, siger Vinterberg, der alligevel meget gerne ser, at “Druk” modtager en Oscar.
– Den statuette betyder noget mentalt. Jeg synes det er vildt tilfredsstillende at opleve – alene der hvor vi er nu – hvordan verden har taget imod en så skæv og dansk film. En Oscar ville jo bare manifestere det. Og det ville være en kæmpe tilfredsstillelse, siger han.
Oscaruddelingen kan ses på TV2 natten til mandag fra klokken 02.