Viser skjult side

Han følte sig anderledes, da han var ung. Nu finder Silas Holst styrke og energi til at gøre op med levn fra skoletiden, der har ligget begravet i mange år

Silas Holst, der er forlovet og far til to børn, som han har med sin veninde og eksmand, er både kæreste, familiefar og travlt karrieremenneske. - Man skal huske at nyde det, man skal hver dag, for så bliver det en fornøjelse frem for at blive stressende, fortæller han. (Arkivfoto).
Silas Holst, der er forlovet og far til to børn, som han har med sin veninde og eksmand, er både kæreste, familiefar og travlt karrieremenneske. - Man skal huske at nyde det, man skal hver dag, for så bliver det en fornøjelse frem for at blive stressende, fortæller han. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Når Silas Holst spankulerer ind på scenen i 14 centimeter høje hæle i Det Ny Teaters opsætning af Broadway-musicalen "Kinky Boots" som den flamboyante dragqueen Lola, føler han, at han kan gå på vandet.

De tårnhøje stiletter har hjulpet ham til at finde fodfæste i, hvem han er, fortæller han op til premieren.

- Forestillingen handler først og fremmest om at føle sig anderledes, og for mig har det været en gennemgående ting i hele mit liv, siger Silas Holst.

- Det er ret vildt at mærke i en alder af 38 år, at man har en hel bog med ekstra sider af sig selv inde i kroppen, som man slet ikke var klar over, man havde. Det er virkelig en vild gave at få, lyder det fra den kendte danser og skuespiller.

I "Kinky Boots" møder skofabriks-arvingen Charlie den sprudlende og pompøse dragqueen Lola.

Skaber højhælede sko til mænd

Charlie har svært ved at holde forretningen kørende, men sammen med Lola får han idéen om at skabe højhælede sko til mænd.

Lola hjælper ham, og de to finder ud af, at de har mere til fælles, end de havde forestillet sig.

Ifølge Silas Holst er der flere ligheder mellem ham og Lola.

Når Lola er iført sine høje hæle, føler hun sig selvsikker, og hun kan klare det hele. Når hun bare er i sit almindelige tøj, er alt lidt mere besværligt.

Den følelse er meget genkendelig for ham.

- Jeg er enormt usikker på alting i hele verden, når jeg bare er mig selv.

- Når jeg så tager et par dansesko og noget dansetøj på, så synes jeg selv, jeg kan gå på vandet, fortæller han.

Skal fylde meget

Alligevel er det grænseoverskridende for den kendte performer at skulle fylde så meget i et rum, som han skal som Lola.

- Alt hvad hun gør, er enormt højrøstet og larmende. Det ligger mig ret fjernt - tro det eller ej - at fylde og have opmærksomhed, siger Silas Holst.

- Det kan jo lyde paradoksalt, når jeg har det job, jeg har, men som privatperson er jeg et virkelig genert menneske, siger Silas Holst.

Når han alligevel har mod på at gøre det og – som han siger - smide det i hovedet på folk med 180 i timen, skyldes det blandt andet, at han igennem Lola har prikket hul på endnu en side af sin farverige personlighed.

- Når jeg har brugt halvanden time på at få paryk, sminke og tøjet på, så er Silas der ikke mere. Det er virkelig en vild ud-af-kroppen-oplevelse, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, det er hele den der feminine side af en selv, der bare tager over på fuld smadder. Og den er der eddermame meget power i, lyder det fra ham.

Giver energi og styrke

Silas Holst har erfaret, at de høje hæle bidrager med en energi og styrke, han ikke havde regnet med.

- For det er jo virkelig ikke særlig rart at gå i, tilføjer han med et grin og fortsætter så:

- Men man bærer jo sig selv helt anderledes, når man har dem på. Man føler sig anderledes og mere sexet.

Efter to år med coronarestriktioner glæder Silas Holst sig til at stå foran publikum i Det Ny Teater. - Det der er vanedannende ved at lave teater er at mærke de mennesker, der sidder i salen og er sammen med en på den tur, man er på. Jeg kan dårligt huske, hvordan det føles, siger han. (Arkivfoto).
Efter to år med coronarestriktioner glæder Silas Holst sig til at stå foran publikum i Det Ny Teater. - Det der er vanedannende ved at lave teater er at mærke de mennesker, der sidder i salen og er sammen med en på den tur, man er på. Jeg kan dårligt huske, hvordan det føles, siger han. (Arkivfoto).

Selv om det lyder nemt at træde i nogle helt nye sko, forholder det sig ikke udelukkende sådan.

For det har samtidig betydet, at Silas Holst har måttet konfrontere nogle spøgelser fra barndommen, hvor han undertrykte sit sande jeg og sin seksualitet.

- Der ligger en masse ungdomssting begravet, som har fyldt mit liv i mange år - hvor man har skjult det og gemt sig væk og for alt i verden prøvet at undgå at virke homoseksuel, fortæller han.

- Der har været mange gange i mit liv - i skolesammenhæng for eksempel - hvor jeg har prøvet at skjule det for ikke at blive mobbet og for at være ligesom alle de andre.

Blev ikke afvist som homoseksuel

Da Silas Holst begyndte at sætte ord på, hvordan han havde det, ændrede meget sig for ham - og i ham.

- Det blev accepteret, og jeg fandt ud af, at det var ikke så farligt, siger han og fortsætter:

- Folk skar ikke hånden af mig og afviste mig, selv om jeg var homoseksuel – og det kan jo lyde åndssvagt, men det er jo en masse tanker, man går og gør sig, når man er helt ung og lidt skræmt af alting.

Det mest udfordrende ved rollen som Lola er at skulle omfavne sine feminine værdier. De høje hæle har han fået rimelig godt styr på, fortæller han grinende. Forestillingen har premiere den 10. februar og spiller frem til den 1. maj 2022. (Arkivfoto).
Det mest udfordrende ved rollen som Lola er at skulle omfavne sine feminine værdier. De høje hæle har han fået rimelig godt styr på, fortæller han grinende. Forestillingen har premiere den 10. februar og spiller frem til den 1. maj 2022. (Arkivfoto).

I rollen som Lola føler Silas Holst, at det er på tide at gøre op med spøgelserne en gang for alle.

For selv om hans seksualitet ikke er noget, han har skjult de sidste mange år, er der alligevel et levn fra skoletiden, som er dybt begravet i ham.

- Det er noget, man skal have hul på nu - ikke bare have hul på og mærke, men også omfavne det. Det tapper hul på en skoletid, som er forbundet med en vis form for smerte, siger han og fortsætter:

- Jeg tror måske også, at det er derfor, jeg har sagt ja. Jeg tror, det er enormt sundt for mig at lave den her rolle, funderer han.

Håber på mangfoldigt publikum

Der er særligt én ting, Silas Holst håber at opleve, mens "Kinky Boots" spiller på Det Ny Teater i København frem til den 1. maj.

- Min store drøm er, at der sidder det mest alsidige og mangfoldige publikum i salen. Hvis man har lyst til at komme i fuld drag, så kommer man som drag, og har man lyst til at komme i sit lædertøj, så kommer man i sit lædertøj.

- Jeg synes, det er en kæmpe ære at få lov til at spille i et teaterstykke, hvor man kan samle en masse folk i det samme rum, som bare har lov til at være lige præcis dem, de vil, siger Silas Holst.

Alle Vild med dans-vinderne

2021: Jamilian og Asta Björk

2020: Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen.

2019: Jakob Fauerby og Silas Holst.

2018: Simon Stenspil og Asta Björk Ivarsdottir.

2017: Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen.

2016: Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard.

2015: Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen.

2014: Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst.

2013: Mie Skov og Mads Vad.

2012: Joakim Ingversen og Claudia Rex.

2011: Sophie Fjellvang-Sølling og Silas Holst.

2010: Cecilie Hother og Mads Vad.

2009: Casper Elgaard og Vickie Jo Ringgaard.

2008: Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt.

2007: Simon Mathew og Viktoria Franova (julegalla).

2007: Robert Hansen og Marianne Eihilt.

2006: Christina Roslyng og Steen Lund.

2005 efterår: David Owe og Vickie Jo Ringgaard.

2005 forår: Mia Lyhne og Thomas Evers Poulsen.

Kilde: TV 2
Powered by Labrador CMS