Voldsom reaktion
Rapperen oplyser ikke, hvorfor han ikke vil nomineres til Grammy Awards, men han har før kritiseret showet
Den canadiske verdensstjerne Drake har mandag trukket sig fra næste års Grammy Awards og bedt om at få trukket sine nomineringer til den fornemme musikpris tilbage.
Det oplyser kilder tæt på rapperen.
35-årige Drake blev i sidste måned nomineret til to priser. Hans album "Certified Lover Boy" blev nomineret til prisen for Bedste rap-album, mens sangen "Way 2 Sexy" blev nomineret til Bedste rap-indspilning.
Ifølge kilderne er det rapperen selv og hans rådgivere, der har taget beslutningen om at trække sig fra showet. Kilderne oplyser dog ikke noget om årsagen.
Er i gang med at fjerne ham
Musikorganisationen the Recording Academy, der står bag Grammy-uddelingen, er ifølge Reuters gået i gang med at fjerne Drakes nomineringer fra den officielle hjemmeside.
Drake har i årevis haft et anstrengt forhold til Grammy Awards. Sidste år kritiserede canadieren arrangørerne bag musikprisen for ikke at have nomineret hans landsmand The Weeknd til en eneste pris.
Kritiserede showet
I 2019 nægtede Drake også at optræde ved prisuddelingen, inden han ved selve showet kritiserede prisen fra scenen.
- Jeg vil lade jer alle sammen vide, at vi deltager i en holdningsbaseret sport og ikke en faktabaseret sport.
- Det her er en branche, hvor dem, der bestemmer, nogle gange er folk, der måske ikke forstår, hvad en knægt med blandet race fra Canada eller en smart spansk pige fra New York prøver at sige, sagde Drake, mens han modtog det års pris for Bedste rap-sang.
En af de fornemmeste
Det er medlemmer af the Recording Academy, der bestemmer, hvilke kunstnere der skal nomineres til en Grammy.
Musikprisen anses for at være en af de fornemmeste af sin slags i verden, og vinderne af dette års priser bliver annonceret ved et show i Los Angeles i USA den 31. januar.