Vrager Harry og Meghan
Streaminggiganten er angiveligt skuffede over, hvor lidt parret leverede
En lukrativ aftale mellem streaminggiganten Spotify og Storbritanniens prins Harry og hans hustru, Meghan Markle, er opsagt, meddeler de to parter ifølge AFP.
Prins Harry og hans kone har kun produceret én podcastserie i henhold til aftalen, som blev underskrevet i 2020, og som angiveligt gjaldt et beløb på 20 millioner dollar (over 136 millioner kroner).
De har sagt, at de slog sig sammen med Spotify og gennem deres produktionsselskab Archewell Audio ville udvikle podcasts og programmer, der skulle underholde, oplyse og inspirere.
Stopper samarbejdet
Den podcast, som de har leveret - Markles "Arketyper" - har ligget øverst på listerne over de mest populære podcasts på en række markeder, hvor mange har været interesseret i at lytte til hertuginden af Sussex, når hun diskuterede med indflydelsesrige kvinder.
Men det er nu historie.
- Spotify og Archewell Audio har i enighed besluttet at stoppe samarbejdet. Vi er stolte af den serie, som vi producerede sammen, hedder det i en pressemeddelelse.
Havde forventet mere
Magasinet Variety citerer torsdag unavngivne kilder for, at Spotify havde ventet at få mere materiale.
Harry og Meghan søger nu efter et nyt sted, som vil være base for deres programmer, siger en anden kilde til Variety.