Wozniacki springer ud som TV-stjerne
Hele familien er med, når Caroline Wozniacki og David Lee toner frem på skærmen i ny programserie.
I årevis har danskerne fulgt med på sidelinjen, mens Caroline Wozniacki har vundet det ene trofæ efter det andet i en hæsblæsende tenniskarriere.
Men nu bliver der mulighed for at se en helt anden side af den pensionerede tennisstjerne.
Artiklen fortsætter under videoen.
I en ny programserie på Dplay skal hun sammen med sin mand, den tidligere basketballspiller David Lee, sine forældre, sin svigermor og bror bestige et af verdens mest berømte bjerge.
Det afslører Discovery Networks i en pressemeddelelse. Det fremgår dog ikke hvilket bjerg, der er tale om.
– Den tidligere verdensetter Caroline Wozniacki kaster sig frygtløst ud i en ny udfordring med hele familien i et nyt program til Dplay og Kanal 5.
– Sammen med tre eksperter skal familien tilegne sig teknikker, der flytter grænserne for, hvad deres kroppe kan præstere, for i fællesskab at kunne bestige et af verdens mest berømte bjerge. Den imponerende mission, der kommer til at teste deres udholdenhed, kan senere på året følges i otte medrivende programmer, lyder det fra Discovery Networks.
Hun glæder sig
Caroline Wozniacki glæder sig til at tage udfordringen op, fortæller hun.
– Først og fremmest synes jeg, det er rigtig fedt, at vi kan gøre det her som familie. Patrik (Wozniacki, Carolines bror, red.), David, min mor og far og Davids mor er med. Det betyder, at vi sammen får en oplevelse for livet.
– Jeg tror, at jeg kommer til at lære mig selv meget bedre at kende, og jeg er overbevist om, at det samme gælder resten af familien. Jeg tror også, at vi alle kommer til at lære mere om hinanden i de her tre uger, siger Caroline Wozniacki i pressemeddelelsen.
Wozniacki-familiens eventyr kan følges på Dplay og Kanal 5 senere på året.