X Factor-sanger har ingen plan bag

Den færøske X Factor-sangerinde, Tina Mellemgaard, stræber benhårdt efter at leve af sin musik, når sangkonkurrencen er slut

Tina Mellemgaard rækker ud efter stjernerne. Selv om musikbranchen kan være hård, er hun sikker på, at hun en dag kommer til at leve af sin musik. - Musik er min plan a. Selvfølgelig er det smart at have en plan b. Jeg tager det lidt, som det kommer, men jeg ved, at det er det, jeg vil, fortæller hun. (Arkivfoto).
Tina Mellemgaard rækker ud efter stjernerne. Selv om musikbranchen kan være hård, er hun sikker på, at hun en dag kommer til at leve af sin musik. - Musik er min plan a. Selvfølgelig er det smart at have en plan b. Jeg tager det lidt, som det kommer, men jeg ved, at det er det, jeg vil, fortæller hun. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 18-årige X Factor-stjerne Tina Mellemgaard er indtil videre med seernes opbakning strøget direkte til liveshow efter liveshow.

Hendes drøm er at leve af sin musik. Det skal nok lykkes - det har hun tillid til, uagtet hvor langt hun kommer.

- Jeg tror nok, det skal gå. Det kræver bare, at jeg er villig til at kæmpe for det, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg tror virkelig, at hvis der er noget, man vil så meget, og man er villig til at kæmpe for det, så kan man alt.

Det gav mening

Den unge færøske sangerinde både producerer og skriver sine egne sange.

Så hvorfor melde sig til et program, hvor hun skal fortolke andres numre, når hun har gang i sit eget?

- Jeg følte bare, det gav mening at gøre. Jeg gør noget rigtig godt for mig selv, og jeg kan vokse her. Jeg møder en masse gode mennesker, som har den samme interesse som mig, siger hun og fortsætter:

- Det giver mig mulighed for at nå ud til flere mennesker - også efter "X Factor". Så er der flere mennesker, der kender mig, når jeg vil udgive mine sange.

Fortsætter bagefter

På fredag går sangerinden på livescenen i X Factor-studiet for fjerde gang. Aftenens tema er film og tv-serier. Her skal hun synge barokpop-nummeret "Same Girl" af Randy Newman. 80'er-sjæleren er med i serien "Euphoria".

Tina Mellemgaard og hendes X Factor-mentor, Kwamie Liv, bruger mange timer og dage sammen, mens programmet løber af stablen.

Og hun tror også på, at de kommer til at bevare kontakten, efter at sangkonkurrencen er slut.

- Jeg kommer til at snakke med hende efter. Og jeg forestiller mig, at vi nok stadig kommer til at arbejde sammen.

Ville være fantastisk

I forbindelse med sin deltagelse i "X Factor" er Tina Mellemgaard flyttet fra familie og venner på Færøerne for at slå sig ned i Danmark. Selv om hun finder sig godt til rette i Danmark, er det ikke uden savn til dem derhjemme.

- Jeg ville ønske, jeg bare kunne tage dem med. Hvis jeg kunne bo i Danmark, og alle mine venner og min familie kom med, så ville det være fantastisk, fortæller hun.

Det er det værd

Selv om savnet til dem derhjemme er stort, er hun ikke i tvivl om, at hun har truffet den rigtige beslutning.

- Jeg føler, det er her, jeg skal være for at komme tættere på at gøre det, jeg gerne vil. Jeg føler totalt meget, det er det værd.

"X Factor" sendes på TV 2 hver fredag klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS