DMI: Nu får vi det rigtigt varmt igen

Hold på parasol og solbriller, varmen er tilbage

Udgivet Opdateret

Vejret den 7. august 2018 byder på et gensyn med de ekstremt høje temperaturer, der har kendetegnet den danske sommer i år.

Der kan nemlig forventes temperaturer over de 30 grader mange steder og en del sol i det meste af landet. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Om morgenen kan det meste af landet dog forvente at stå op til skyer, men dem vil solen efterhånden brænde igennem. Derfor får vi også en dag helt uden nedbør, forventer vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg:

– I den nordvestlige del af landet vil solen til dels blive sløret af skyer, men ellers regner jeg med, at vi får helt tørt vejr i dag, siger Martin Lindberg.

Vejret den 7. august 2018: Mere end 30 graders varme

Temperaturmæssigt kommer vi i dag til at ligge på temperaturer mellem de 27 og 32 grader, hvor vi ifølge vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg, kan forvente de højeste temperaturer i de sydlige dele af landet.

Vindmæssigt får vi ikke meget at køle os ved. I hvert fald ikke først på dagen, siger Martin Lindberg:

– Vi får en sydøstlig vind, først kun svag til let, men den vil tiltage en anelse i løbet af dagen og blive let til jævn, ved kyster stedvis op til frisk.

I aften fortsætter det pæne, og vi får tørt og til dels solrigt vejr, men med få skyer i Nordjylland.

I nat holder vejret fortsat tørt og klart i det meste af landet, men efterhånden med flere skyer i det jyske – dog uden forventning om regn.

Temperaturerne vil i nat lægge sig mellem 17 og 23 grader, så mange har måske en ubehagelig nat i vente her kort tid efter, de fleste er vendt hjem fra ferie.

Powered by Labrador CMS