Zentropa sætter en stopper for numseklask
Det slut med, at elever får smæk i numsen som straf på Zentropa. Det er resultatet af møde med Peter Aalbæk.
Når elever i produktionsselskabet Zentropa begår fejl, kan de typisk vælge mellem at muge ud på Peter Aalbæks gård eller få smæk.
Sådan sagde den kontroversielle producent Peter Aalbæk til Radio 24syv i oktober, da han blev spurgt om sine arbejdsmetoder.
Men det vil ikke ske i fremtiden, skriver Zentropa i en pressemeddelelse.
Møde med Aalbæk
Selskabets ledelse har fredag holdt et møde med Peter Aalbæk.
Her er parterne nået til enighed om, at det i fremtiden er ledelsen, der bestemmer, hvordan arbejdsmiljøet skal være.
Ledelsen støtter ikke Aalbæk
Og ledelsen støtter ikke Peter Aalbæks metoder.
– Det skal ikke være en kultur på Zentropa at give eller modtage klask som belønning eller straf, uanset om det for alle parter opleves som sjovt, skriver Zentropa i pressemeddelelsen.
Det er de såkaldte “småtter” på Zentropa, der har fået valget, om hvorvidt de vil muge ud på Peter Aalbæks gård eller have klask i numsen.
En “småtte” er et ungt menneske, der er i gang med et treårigt uformelt uddannelsesforløb på Zentropa.
– Det føles grænseoverskridende i begyndelsen, men de fleste vænner sig til det med tiden. Og til sidst, når man har arbejdet på Zentropa i nogen tid, fortæller man sine nye kolleger, at det er helt normalt, siger en “småtte” til Information.
Stødt over behandlingen
Ledelsen rækker i pressemeddelelsen ud til de ansatte, der er blevet stødt over behandlingen.
– Hvis nogen tidligere, nu eller i fremtiden oplever, at det er ubehageligt at være på Zentropa, så vil vi gerne invitere til en dialog om, hvordan vi kan blive bedre. Vi har alle et ansvar, og det vil vi være mere tydelige omkring, skriver Zentropa i pressemeddelelsen.
Pater Aalbæk var frem til sin 60-års-fødselsdag sidste år direktør for Zentropa, men har siden haft en rolle som producent, der kan sættes ind, hvor der er behov for det.
/ritzau/