Zobel frifundet i sag om lønstrid
En tidligere chauffør ansat ved Zobels gods har ikke krav på efterbetaling, fastslår Retten i Næstved.
Rigmor Zobels far, rigmanden og godsejeren Peter Zobel, slipper for at efterbetale knap 175.000 kroner for overarbejde til en tidligere chauffør.
Retten i Næstved frifandt tirsdag den 80-årige hofjægermester i en sag rejst af 3F Midt & Østsjælland, skriver Fagbladet 3F.
Chaufføren var ansat Zobels ejendom Bækkeskov Gods ved Præstø fra november 2008 til marts 2014.
3F: Vilkårene var urimelige
I følge 3F havde han ikke fået betaling for overarbejde, som han heller ikke kunne afspadsere. Dermed var vilkårene ”urimelige og i strid med redelig handlemåde”, mente 3F.
– Det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke kunne få medhold i byretten. Det virker uretfærdigt, at der ikke skal betales for de mange overarbejdstimer, vores medlem har haft. Min opfattelse er, at arbejdsgiveren har pålagt vores medlem alt for mange skæve vagter og for meget overarbejde, hvorfor vi forfulgte den langvarige sag hele vejen. Men dommen viser, at ansættelsesaftalens ordlyd er altafgørende, siger Per B. Thomsen, formand for 3F Midt & Østsjælland.
Chaufføren skulle i følge sin ansættelseskontrakt arbejde 37 timer om ugen, og der ville være over- og weekendarbejde, og ”der udbetales følgelig ingen kompensation for eventuelt overarbejde”, fremgår det af kontrakten.
Lønnen var 23.000 kroner om måneden inklusiv et rådighedstillæg.
Opgaver med kort varsel
Chaufføren oplyste i retten, at han kunne få tildelt opgaver med kort varsel, og at han aldrig sagde nej til en opgave.
Blandt andet havde han hjulpet med at pudse hofjægermesterens trofæer samt passet hans pool og poolhus i sommerhalvåret, forklarede han i retten. Han havde opgjort sit overarbejde til 1.082,75 timer.
– Chaufførjobbet er et specielt job, som kræver specielle kompetencer. Det er helt utvivlsomt, at sagsøgeren var god til jobbet. Han løste opgaverne til sagsøgtes fulde tilfredshed, forklarede Peter Zobel om chaufføren i følge dombogen.
Krævede ikke betaling for overarbejde
Dommeren lægger vægt på, at chaufføren forud for ansættelsen var bekendt med arbejdets karakter og omfang. Og at der i et rådighedstillæg var indeholdt kompensation for eventuelt overarbejde.
Desuden bemærker dommeren, at den tidligere medarbejder ikke rejste krav om betaling for overarbejde i løbet af de mere end fem år, han var ansat på godset.
Det skete først cirka tre måneder efter hans fratrædelse, skriver dommeren.
Hverken den tidligere medarbejder eller Peter Zobel ønsker ikke at kommentere sagen over for Fagbladet 3F.