Zobel skal i retten: Så vild var promillen i hendes kongebrandert
Onsdag skal Henriette Zobel for retten. Hun er tiltalt for at have kørt bil med en promille et pænt stykke over 2,0.
54-årige Henriette Zobel, dansk jetset-kvinde, skal onsdag en tur i retten, skriver Se og Hør onsdag.
Hun er tiltalt for spirituskørsel den 7. maj sidste år. Her kørte hun ad Gothersgade i København. Få hundrede meter før sit hjem bragede Zobel ind i en brun Ford Fiesta.
Alkoholpromillen blev målt til mindst 2,26 og det er det, som politiet nu vil have hende dømt for, skriver ugebladet.
I følge Se og Hør var Henriette Zobel også påvirket af det beroligende middel chlordiazepoxid.
Anklagemyndigheden kræver en fængsels- og bødestraf til jetsetteren. Desuden forsøger man at konfiskere Zobels bil og kørekortet skal frakendes ubetinget.
Hvad sker der, når man drikker alkohol?
Rusvirkningen af alkohol indtræder efter 5-20 minutter. Følgende symptomer opstår, når man drikker:
0,2 promille: Øjets evne til hurtigt at fokusere og omstille sig fra lys til mørke forringes.
0,5 promille: Evnen til på en gang at opfatte situationer og samtidigt udføre præcise bevægelser forringes. Synsvinklen indsnævres.
0,8 promille: Man får nedsat koordinationsevne og øget reaktionstid.
1,0 promille: Opmærksomheden og koncentrationsevnen er svækket. Man begynder at blive træt og får nedsat balance- og bevægelsesevner.
1,5 promille: Man får udtalt forringet bevægelsesevne og talebesvær. Centralnervesystemet har fået nok (og maven sikkert også).
2,0: promille: Udtalte forgiftningssymptomer, manglende selvkontrol.
3,0 promille: Man har manglende kontrol med for eksempel urinblæren og kan blive bevidstløs.
4,0 promille og derover: Bevidstløshed og livsfare.
Kilde: Netdoktor.