Knæk Cancer – en folkesag

mandag d. 19. september 2016 kl: 15. 58 Af: Elo Christoffersen
knaek-cancer-2016-cecilie-froekjaer-og-mikkel-beha-erichsen-tv-2
Mikkel Beha Erichsen og Cecilie Frøkjær er ambassadører for Knæk Cancer 2016. Foto: Per Arnesen / TV 2.

I uge 43 er der Knæk Cancer på TV 2 - Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen er udpeget til ambassadører i en uge, der handler om oplysning, indsamling og håb.

Knæk Cancer er blevet en folkesag, og TV 2 og Kræftens Bekæmpelse står igen i uge 43 i spidsen for den årlige Knæk Cancer-uge, der sætter fokus på oplysning og på indsamling af penge til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse.

Samtidig er håb et nøgleord for 2016-udgaven af Knæk Cancer – et ord, som også bygger på, at der gennem de senere år er sket betydelige fremskridt i behandlingen af kræft og i overlevelsen efter en kræftsygdom.

TV 2-værter er ambassadører

To TV 2-værter – Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen – har sagt ja til at være ambassadører for dette års Knæk Cancer-kampagne.

Det er tredje år i træk, at Cecilie Frøkjær er Knæk Cancer-ambassadør – men for hende er der intet rutinepræget over Knæk Cancer-opgaverne, som hun kalder for nogle af årets vigtigste for hende.

– For en del mennesker vil Knæk Cancer-ugen være tung at komme igennem, men på TV 2 er ugen også præget af håb, fortrøstning og glæde. Vi har allerede optaget det første Knæk Cancer-program, som er et godt eksempel på det. ’Toppen af poppen All Stars – Knæk Cancer Special’ kombinerer den gode musik med appetit på tilværelsen og taknemmelighed over livet, og jeg er sikker på, at vores seere går gladere ud af programmet, siger Cecilie Frøkjær.

Også Mikkel Beha Erichsen er Knæk Cancer-ambassadør for tredje gang, og han glæder sig over, at danskerne i de foregående år har vist, at de med deres mange bidrag vil gøre en forskel i kampen mod kræft.

Knæk Cancer-blomst får massiv opbakning fra danskerne

– Der sidder forskere rundt omkring i verden, som er tæt på at nå til resultater, og her kan alle bidrag hjælpe. Når mennesker bliver ramt af alvorlige sygdomme, er det håbet, man først og fremmest skal lede efter. Håbet om at der findes en eller anden form for helbredelse eller kur. Det håb er med til at gøre, at alle, der bliver ramt af sygdommen, får et bedre liv. Håbet er en meget vigtig motor for at bevare humøret. Hvis vi kan bidrage med bare det mindste, så styrker det håbet, siger Mikkel Beha Erichsen.

En folkesag, der nytter

Ifølge Kræftens Bekæmpelse har Knæk Cancer rykket på kræftindsatsen i Danmark. På hjemmesiden detgårpengenetil.dk kan man se de 170 projekter, der har fået penge gennem de senere år, og man kan ligeledes se de valgte temaer, som støttes via Knæk Cancer 2016.

Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen, fortæller, at i år vil de indsamlede penge gå til blandt andet forskning i kræft hos børn, forskning i immunsystemets rolle ved kræftbehandling og forskning i alternativ/supplerende behandling.

Kolossalt engagement hos danskerne

I Knæk Cancer-ugen er der oplysning om kræft i et dokumentarprogram samt i ’Go’ aften Danmark’ og ’Go’ morgen Danmark’ – sidstnævnte sætter også indsamlingsinitiativer i gang. TV 2-regionernes populære nyhedsudsendelser bringer også indslag om kræft, mens der er fuldt fokus på indsamling i ’Hvem vil være millionær?’, ’Vild med dans knækker cancer’ og indsamlingsshowet ’Knæk Cancer Live’.

Som noget nyt deltager TV 2 FRI også i årets Knæk Cancer-event med et særligt programinitiativ.

Knæk Cancer: Så mange penge blev der indsamlet

For TV 2 er Knæk Cancer en højt prioriteret, samfundsvigtig opgave og en event, der både lever på tv og via aktiviteter i hele landet.

– Et af højdepunkterne ved folkesagen Knæk Cancer er at opleve det fantastiske engagement og den store opfindsomhed hos danskerne. Det sker både, når de køber Knæk Cancer-pins, når der bliver samlet ind, og når der udvikles Knæk Cancer-blomster derhjemme, i foreninger og på skoler og arbejdspladser. Og entusiasmen viser sig også ved det kolossale engagement på de sociale medier, siger TV 2s indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.

Del din kommentar

Forsiden lige nu