Knust komiker mistede sin kone: Nu har han fået svar

søndag d. 5. februar 2017 kl: 13. 10 Af: Ritzau Fokus

Skuespilleren Patton Oswalt kender nu årsagen til sin kones død sidste år.

Sidste år ændrede livet sig på tragisk vis for den amerikanske skuespiller og komiker Patton Oswalt.

Den 21. april fandt han sin kone død i sengen, og siden har han åbent fortalt om den store sorg, der ramte ham den forårsmorgen.

I lang tid har skuespilleren, der er kendt for sin rolle som Spencer i tv-serien “Kongen af Queens”, ikke vidst, hvad der tog livet af hans kone sidste år, men nu har han fået vished.

Det meddelte han fredag i en udtalelse til nyhedsbureauet AP.

– Vi fandt i dag ud af, at en kombination af medikamenter i Michelles system og en tilstand, vi ikke kendte til, var dødbringende, skriver Patton Oswalt.

Den hjertetilstand, Michelle McNamara led af uden at vide det, resulterede i åreforkalkning, og sygdommen kombineret med medikamenter som Adderall, Xanax og det smertestillende stof fentanyl er nu fastslået som årsagen til hendes død.

Komiker mistede sin kone: Nu skal han giftes igen

I et interview med The New York Times udtalte komikeren i oktober, at Michelle NcNamara, der var en kendt krimiforfatter, var stresset i perioden op til sin død, fordi hun konstant arbejdede på sin bog om en seriemorder kaldet “The Golden State Killer”.

En aften foreslog den 48-årige komiker derfor sin kone, at hun tog det roligt og fik en god nats søvn. Hun fulgte sin mands råd, og hun tog en Xanax og gik i seng.

Morgenen efter stod Patton Oswalt tidligt op, og da han senere gik ind i soveværelset til sin kone, trak hun ikke vejret. Han tilkaldte straks en ambulance, men der var intet at gøre.

I interviewet fortalte han også, at han dengang troede, at konen døde af en overdosis af midlet Xanax.

– Det var, hvad paramedicinerne sagde, mens jeg skreg og kastede op, sagde han til The New York Times i oktober sidste år.

Komiker markerer årsdag for kones død med stor beslutning

Patton Oswalt og krimiforfatteren nåede at være gift i 11 år, og sammen har de datteren Alice.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu