Stjernepar overvejer at flytte til Danmark

Noma-kokken René Redzepi prøver at overtale Lily Collins og hendes kæreste til at flytte til Danmark

Offentliggjort Sidst opdateret

Først tog superstjernen Dua Lipa rundt i København inden sin koncert på årets Roskilde Festival. Så lagde Hollywood-skuespilleren Woody Harrelson vejen forbi, og nu har endnu en filmstjerne taget turen til vores lille land.

Netflix-idolet Lily Collins, der hitter i seriesuccesen "Emily in Paris", har nemlig nydt noget af sin sommerferie i Nordsjælland og i København.

Elsker Rørvig

Det fremviser den 33-årige skuespillerinde i en billedrække delt på Instagram.

- Klæd dig på til det liv, du gerne vil have. Og vi elsker livet i Rørvig, Danmark, skriver hun oversat fra engelsk.

Samme begejstring deler hendes kendte mand, den 39-årige filminstruktør og manuskriptforfatter Charlie McDowell.

Noma-kok presser på

Især middagen på den verdensberømte restaurant Noma, som har hele tre stjerner i Michelinguiden, var udsøgt.

- Vores yndlingsaften på året er at spise på Noma. Endnu en utrolig madoplevelse fra René Redzepis geniale sind, skriver Charlie McDowell om den kendte køkkenchef og medejer.

RESTAURANT NOMA

Restaurant Noma er en københavnsk restaurant, der åbnede den 23. november 2003 på Christianshavn i København. Restauranten fik sin første Michelin-stjerne i 2005, opnåede stjerne nummer to i 2007, og stjerne nummer tre i 2021. Den blev kåret som verdens bedste restaurant i 2010, 2011, 2012, 2014 og 2021.

Noma blev grundlagt i et partnerskab mellem kokkene Claus Meyer, René Redzepi og Mads Refslund. Den tilbyder et udsøgt og originalt gourmetkøkken med nordiske råvarer og tilberedningsmetoder. Noma fokuserede oprindeligt på det nye nordiske køkken, og navnet er en sammentrækning af de to nordiske ord "nordisk" og "mad".

I april 2009 blev restauranten nr. 3 på Restaurant Magazines liste over de bedste restauranter i verden. Denne placering blev overgået i 2010, da restauranten vandt prisen som verdens bedste restaurant. Det var første gang, en dansk restaurant opnåede den hæder, og Noma genvandt titlen i 2011, 2012 og 2014 og 2021, mens det blev en andenplads i 2013 og igen i 2019.

Kilde: Wikipedia

Han og Lily Collins har besøgt Danmark flere gange, og på Instagram spørger Noma-kokken René Redzepi dem da også om, hvornår de har tænkt sig at flytte hertil, hvortil parret svarer, at de prøver.

Lily Collins og Charlie McDowell har dannet par siden 2019. I 2021 forseglede de kærligheden, da de giftede sig.
Lily Collins og Charlie McDowell har dannet par siden 2019. I 2021 forseglede de kærligheden, da de giftede sig.

- Vi snakker faktisk om det hele tiden, tilføjer Lily Collins, der er født i England og opvokset i USA som datter af musikeren Phil Collins.

Om hun har fået gode råd til ferien fra sin danske kollega, Søren Bregendal, der har haft en rolle i "Emily i Paris", melder historien ikke noget om.

Powered by Labrador CMS