Dette parti vil afskaffe Kongehuset

søndag d. 17. september 2017 kl: 11. 39 Af: Ritzau Fokus

De Radikale vedtog på landsmødet, at kongehuset bør afskaffes. Det kræver dog en ændring af grundloven.

Kongehuset skal afskaffes.

Det mål vedtog Det Radikale Venstre på landsmødet i Nyborg med 150 stemmer mod 132 stemmer.

– Det er en klassiker, sagde dirigenten Anders Thomsen om den tætte afstemning. Ja’et affødte jubel og klapsalver fra tilhængerne.

Forslag kræver ændring af grundloven

Resolutionen binder ikke folketingsgruppen. Forslaget kræver en ændring af grundloven, som er meget svær at få igennem i Danmark.

Folketingsgruppen vil ikke bruge kræfter på at følge resolutionen, siger partiets politiske leder, Morten Østergaard.

Dronningen får besøg af Big Brother-kongen

– Jeg er selv af en opfattelse, at det er underligt, at man har nedarvede embeder. Men det er ikke en resolution, som vi kan skaffe politiske resultater på i en overskuelig tidshorisont, siger Morten Østergaard.

– Derfor vil vi prioritere tiden på andre ting.

Som menigt partimedlem foreslog han, at hjemmeværnet skulle afskaffes. Det blev vedtaget af landsmødet for mange år siden.

R: -Monarkiet er nepotisme

Tilhængerne af afskaffelsen mener, at monarkiet godkender ulighed, fordi kongefamilien har særlige rettigheder.

– Monarkiet er nepotisme i sin reneste form. Monarkiet bygger på én familie, der ligger over loven, siger Louise Vinther Alis fra Brøndby.

– Erstat kongehuset med et demokratisk valgt embede, mener Anders Hartvig Hartzen fra Gentofte.

Radikal Ungdoms formand, Sigrid Friis Proschowsky, foreslog at fjerne kongehuset sammen med en række andre medlemmer af RU.

– Hvis vi gerne vil være et frit demokrati, så er der kun ét svar: Afskaf kongehuset, siger Sigrid Friis Proschowsky.

Derimod ser modstanderne kongefamilien som en samlende kraft, der fastholder dansk historie og tradition.

– Ingen af os er en ø. Vi er alle født ind i en slægt. Det er vores dronning også. En slægt, der holder fast på traditioner og vores historie, siger Helle Sommer Kjærsgaard fra Thisted.

– Vi har en dronning, som er apolitisk og ikke skal vælges. Derfor: Bevar monarkiet.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu