Kendt sportsstjerne dømt for sex-overgreb

Har fået betinget fængselsstraf

Offentliggjort

Fodboldspilleren Wissam Ben Yedder har fået en dom på to års betinget fængsel for at have forulempet en kvinde seksuelt.

Det oplyser hans advokat til nyhedsbureauet AP.

Slap billigere

Anklageren i sagen gik efter en dom på to år og seks måneders fængsel, hvoraf det ene år skulle være ubetinget. Men Ben Yedder slap altså i første omgang for at skulle bag tremmer, og han har mulighed for at appellere dommen.

Wissam Ben Yedder har spillet 19 landskampe for Frankrig. For tiden står han uden kontrakt. (Arkivfoto).

Angriberen skal til gengæld betale en godtgørelse på 5000 euro svarende til godt 37.000 kroner til ofret for forseelsen, og han skal gennemgå behandling.

Var påvirket

Episoden fandt sted i en bil, mens Wissam Ben Yedder var påvirket.

Sidste år fik han desuden en betinget fængselsdom på seks måneder for skattesnyd i Spanien. I sit første år hos Sevilla fik han ikke indberettet rigtige beløb til det spanske skattevæsen, og nogle år senere faldt hammeren.

34-årige Ben Yedder har på højeste niveau spillet for Toulouse, Sevilla og Monaco. Sidstnævnte forlod han i sommer efter at have været på kontrakt i fem år. Siden har han stået uden klub.

I løbet af karrieren har han også spillet 19 landskampe og scoret tre mål for Frankrig. Han deltog ved EM i 2021 og var med til at vinde Nations League samme år.

Powered by Labrador CMS