Retssagen er begyndt
Fotograf blev dræbt og instruktør såret, da Baldwin under en filmoptagelse stod med pistol, der gik af
Den amerikanske skuespiller Alec Baldwin er tirsdag mødt op i retten i delstaten New Mexico, hvor han står tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med optagelsen af en spillefilm - en western.
Under optagelsen i 2021 pegede han med en pistol, som han ikke troede var ladt, har han forklaret.
Der blev affyret et skarpt skud. Det dræbte filmfotografen Halyna Hutchins og sårede filmens instruktør, Joel Souza.
Nægter
Baldwin var filmens hovedrolleindhaver og producent. Filmen havde titlen "Rust".
Baldwin nægter at have gjort noget ulovligt. Han risikerer halvandet års fængsel, hvis han dømmes skyldig.
Tirsdagen skal retten i Santa Fe bruge på at udpege nævninger, og anklagere og forsvarere vil onsdag påbegynde processen.
Hele retssagen ventes at vare 10 dage.