Tauson fighter sig videre i Miami

Efter at have været i store problemer fandt Clara Tauson rytmen i tredje sæt mod Caroline Dolehide

Offentliggjort

Tennisspilleren Clara Tauson er klar til anden runde i den prestigefyldte turnering Miami Open.

I en tæt kamp nedkæmpede den danske kvalifikationsspiller sin amerikanske modstander, Caroline Dolehide, og vandt i tre sæt med 6-3, 3-6, 6-2.

I næste runde venter der Tauson en stor mundfuld, når hun skal op imod den fjerdeseedede russer Jelena Rybakina.

Clara Tauson er klar til anden runde i Miami. (Arkivfoto).

Tauson leverede en ujævn præstation, men løftede niveauet i tredje sæt, hvor hun fandt sin rytme, netop som det begyndte at se sort ud.

Ildevarslende

Den 21-årige dansker startede ellers udmærket og brød amerikanerens serv to gange i første sæt, som hun vandt 6-3.

At hun flere gange undervejs måtte have behandling på den ene skulder, var til gengæld ildevarslende, selv om hun ikke virkede specielt hæmmet, når bolden var i spil.

Amerikaneren, der bor i Florida og således er på en slags hjemmebane i Miami, overtog initiativet i andet sæt. Hun havde godt fat i Tausons server og brød til 4-2.

Det servegennembrud var nok, for danskeren kunne ikke svare igen, så Dolehide relativt ubesværet kunne serve sættet hjem med 6-3.

Ingen rytme

Tauson gik i omklædningsrummet inden tredje sæt, og da hun omsider kom tilbage på banen, havde hun stadig svært ved at få rytme i sit spil.

Med stort besvær servede hun sig foran 1-0. Men hun virkede irriteret og bad sine folk i trænerboksen om at holde mund og undlade at komme med tilråb.

Det så rigtig skidt ud, da hun senere tabte sit eget serveparti rent, så Dolehide bragte sig foran 2-1. Men derfra tog kampen en overraskende udvikling.

Stribe af fejl

Tauson brød straks tilbage og fik pludselig fat i kampen. Nu var det Dolehide, der blev presset til stribevis af fejl. Tauson vandt de næste fem partier i træk og tog sejren, da amerikaneren slog bolden i nettet på første matchbold.

Senere tirsdag aften skal også Caroline Wozniacki i aktion i turneringen.

Powered by Labrador CMS