Tøffe nægter vold i retten: Bare et skub
Politiet har ikke kunnet identificere mand, der ifølge anklage blev slået af tidligere landsholdsspiller
Det var ikke et knytnæveslag, bare et skub.
Sådan lyder det torsdag fra den tidligere professionelle fodboldspiller Stig Tøfting i Retten i Kolding.
Her er han tiltalt for vold ved at have givet en mand et knytnæveslag i hovedet efter en koncert med Thomas Helmig 11. august sidste år i Vejle Musikteater.
"Gå væk med dig"
Men den 54-årige tidligere landsholdsspiller har en anden udlægning af, hvad der skete.
Han beretter, at den pågældende mand, som han ikke kendte, opsøgte ham, mens han var på toilettet.
- Mens jeg står og tisser, kommer der en over til mig - helt over i ansigtet på mig. Jeg skubber ham og siger ”gå væk med dig”.
Ophedet diskussion
- Jeg skubber ham nok i ansigtet, lyder det fra Tøfting, der i retten er iført en blå skjorte med hvide tern.
Da han kom ud fra toilettet, var den pågældende person kommet i ophedet diskussion med en kammerat, som den tiltalte fulgtes med til koncerten.
Manden løb op ad nogle trapper, hvor han blev indhentet af Tøfting.
Ukendt person
Her gav den tidligere landsholdsspiller igen manden et skub - denne gang mod skulderen eller brystet.
Det er politiet og anklagemyndigheden, der af egen drift har taget sagen op.
Den mand, som Tøfting anklages for at have slået, omtales i anklageskriftet som en ”p.t. ukendt person”.
Fik telefonnummer af bekendt
Det er altså ikke lykkedes politiet at identificere den forurettede, som således heller ikke afgiver forklaring i retssagen.
Stig Tøfting forklarer, at han efterfølgende har været i kontakt med manden. En fælles bekendt gav ham et telefonnummer på manden, som Tøfting efterfølgende ringede til.
Ikke mere i sagen
- Han ville høre, om vi havde et udestående. Det blev vi enige om, vi ikke havde. Vi var begge enige om, at der sådan set ikke er mere i den her sag, lyder det fra Tøfting.
Han sidder med en vandflaske foran sig og svarer beredvilligt på anklagerens spørgsmål.
En sikkerhedskontrollør, der befandt sig på stedet den pågældende aften, er indkaldt som vidne i sagen.
Huske ikke om han ramte
Han har berettet, at han så Tøfting løbe efter en person.
Den tiltalte slog ifølge vidnets forklaring ud efter manden, men vidnet husker ikke, om han rent faktisk ramte.
Anklageren kræver Tøfting idømt en ”frihedsstraf”, men har ikke uddybet sin strafpåstand nærmere.
Der ventes dom senere på dagen.