Vil sende Robert i spjældet
Tirsdag var Robert Hansen i retten for at forsvare sig mod voldstiltale. Dommen afsiges i næste uge
Skuespiller Robert Hansen må vente en uge på at finde ud af, om han er skyldig i at have udsat en kvinde for vold.
Tirsdag, hvor der var hovedforhandling i sagen mod den 45-årige skuespiller, nåede Retten på Frederiksberg nemlig ikke at afsige dom. Dommen afsiges i stedet tirsdag i næste uge klokken 12.45.

Anklager Lukas Lindgreen går efter, at Robert Hansen idømmes ubetinget fængsel i mellem fire og seks måneder. Det skyldes blandt andet, at han tidligere er dømt for vold.
Vil frifindes
Robert Hansen nægter sig skyldig og vil frifindes.
Han er tiltalt for to tilfælde af vold efter den paragraf i straffeloven, der ofte omtales som simpel vold. Volden skal være fundet sted mellem 26. og 27. november samt 4. december sidste år.
I det første tilfælde skal han have tildelt kvinden et knytnæveslag i ansigtet, et spark på ballen eller hoften og have revet hende i håret, så hun faldt ned på gulvet.
Brugte kniv
Desuden ridsede han ifølge tiltalen kvinden i ballen med en kniv.
4. december skal Robert Hansen have rusket hendes hoved i et minut, hvorefter han spyttede hende i ansigtet.