Kronprins Frederik overraskede to gange på én dag

onsdag d. 21. marts 2018 kl: 19. 53 Af: Elo Christoffersen

Kronprinsen dukkede op og overraskede børnene.

37 børn i klassetrinnene 4. -6. klasse var onsdag mødt op for at løbetræne med en gruppe Runners, der er løbsambassadører for Royal Run, løbet der fejrer kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.

Royal Run finder sted i de fem største byer i landet, og særligt i Aalborg vil der blive sat fokus på børn og bevægelse.

Derfor var gruppen af Runners taget til Skansevejens Skole for at løbe med børnene og hjælpe dem i gang med løbetræningen.

Kronprinsen dukkede op

Her dukkede kronprins Frederik op som en overraskelse for at overvære træningen og på den måde hjælpe med Aalborgs ambition om at gøre opmærksom på det vigtige ved at komme i gang med de gode motionsvaner tidligt i livet.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Se programmet: Det skal kongehuset lave resten af sommeren

Besøget var en stor overraskelse for de mange børn:

– Det var fedt, at han kom forbi. Jeg blev ret overrasket, siger Mathias Laursen fra 4. klasse på Skansevejens Skole.

Royal Run får en ny betydning for børnene

Skoleleder Susanne Klessen havde set frem til, at Kronprinsen dukkede op:

– Det var en kanon oplevelse, og en stor overraskelse for børnene. Der er helt sikkert 37 børn, der glæder sig særligt meget til Royal Run. Jeg tror, at løbet får en helt ny betydning for dem nu, siger hun.

Kronprinsens overraskelse var også sat i værk for at opfordre alle børnene til at komme med til Royal Run.

Det, at starte de gode motionsvaner tidligt i livet, er nemlig en sag, som kronprinsen prioriterer højt.

– Vi sætter stor pris på Kronprinsens engagement i løb og bevægelse generelt, og det, at han tropper op til et arrangement som det her på Skansevejens Skole, er med til at skabe opmærksomhed om Royal Runs mærkesag, nemlig at vi skal bevæge os for livet – det vil sige fra barnsben og så længe kroppen tillader det, siger direktør for Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.

Royal Run arrangeres af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund i regi af Bevæg dig for livet, der er Danmarks største idrætsvision og støttes af Nordea-fonden og TrygFonden.

Det er ikke lykkedes Kendte.dk, at få en kommentar fra direktør for Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.

Kronprinsen var også i Aarhus

Kronprins Frederik var onsdag aften også en tur i Aarhus.

Omkring 50 aarhusianere var dukket op i Marselisborg Slotshave i Aarhus for at deltage i fællestræningen op til Royal Run, og midt i opvarmningen mødte kronprinsen op for at hilse på de mange fremmødte.

65-årige Ivan Schøtteler Sørensen var én af de mange fremmødte til fællestræningen i Marselisborg Slotshave:

– Det var da en overraskelse, og det var dejligt, at han kom forbi, siger Ivan Schøtteler Sørensen, der lige er gået i gang med træningen til Royal Run efter at have fået tre ballonudvidelser.

Royal Run løber af stablen den 21. maj.

Kronprinsen: Det er magtpåliggende at børnene er aktive

Kronprins Frederik fylder 50 år den 26. maj.

Danmarks Radio vil have hele Danmark til at fejre kronprinsen. Det sker med et stort liveshow i Royal Arena den 27. maj, der sendes direkte på DR1.

Del din kommentar

Forsiden lige nu